Fortsæt til indhold

Borgerlisten Syddjurs rider mod vest

Ambitionen om at nå ud til hele kommunen er Borgerlisten Syddjurs tættere på end nogensinde, hævder listens formand Ole Brus Sørensen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Borgerlisten Syddjurs kickstartede vejen mod succes ved det kommende kommunalvalg ved på sidste uges årsmøde i Aarhus Lufthavn at sammensætte et nyt koordinationsudvalg med en tydeligvis bredere sammensætning af medlemmer målt på geografi end tidligere set.
Nyvalgte Gustav Bielefeldt, Mørke, med en fortid i konservative cirkler, repræsenterer den fornyelse, i forhold til ungdom og geografi, som Borgerlisten længe har sukket efter. Bielefeldt, der er uddannet skovfoged, har fået politik ind med modermælken, idet hans mor, tidligere sognepræst i Mørke, Ida-Elisabeth Bielefeldt, i en årrække var V-medlem af Rosenholm Byråd.
Hardy Vinter, Kolind, er suppleant til koordinationsvalget, der ellers består af de genvalgte Christian Brøgger, Ebeltoft, Klaus Bertram Mikkelsen, Thorsager, Birthe Moe Laursen, Hornslet og Ole Brus Sørensen, Basballe samt Marianne Hansen, Ebeltoft, Axel Hempel Andersen, Femmøller og Margit Røgind, Ebeltoft.
Formand for koordinationsudvalget, Ole Brus Sørensen, er fuld af fortrøstning i forhold til, at Borgerlisten Syddjurs får repræsentation fra alle dele af Syddjurs, når listen afholder opstillingsmøde i slutningen af august.

Godt på vej

"Vi er godt vej med et bredt felt af kandidater, og det er ikke for sjov, når vi siger, at vi vil ud over Ebeltoft," lyder det fra en optimistisk formand. "Vi har snakket med en del mennesker, som lige nu overvejer deres kandidatur, blandt andet både Hardy Vinter og Gustav Bielefeldt, men også flere."

Mål: En halvsnes gode

For Ole Brus Sørensen er det også vigtigt, at alle kandidater på listen brænder for at gøre en indsats i lokalpolitik.
"Vi skal ikke nå hverken 18 eller 23 kandidater, hvoraf halvdelen ikke har en kina-mands chance for at blive valgt, men derimod satser vi på at finde en god halv snes mennesker med de samme ambitioner og det samme drive til at ville gøre indsats i Syddjurs Byråd."

Matematisk model

Borgerlisten Syddjurs får ikke en liste, hvor de tre første navne på den hedder: spidskandidat Tommy Bøgehøj, Ninna Thomsen og Jørgen Brøgger, alle med bopæl i 8400 Ebeltoft og medlemmer af det nuværende byråd.
"Sådan bliver det ikke. Nummer 2, 3, 4 og 5 på listen kommer fra hver sit område," lover Ole Brus Sørensen.