Fortsæt til indhold

FC Djursland vandt et point i Randers

Randers Frejas unge mandskab var klart spilbestemmende lørdag eftermiddag på græsbanen ved AutoC Park, men FC Djursland formåede alligevel at snige sig til 2-2

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

På forhånd vidste FC Djursland og cheftræner Anders Bjerre udmærket, at de lørdag eftermiddag måske skulle op mod Danmarksseriens bedst spillende mandskab, Randers Freja, der tidligere har formået at køre djurslændingene rundt på røv og albuer.
Kronjyderne startede da også dagens kamp som lyn og torden og var foran 1-0, før kampen nærmest var kommet i gang.
Morten Hjorth, der afløste skadede Rune Mønster i startopstillingen hos FC Djursland, udlignede til 1-1 efter 19 minutter.
"Randers var meget dygtige og sad på spillet, så for os handlede det mest om overlevelse og få vores hold positioneret bedst muligt for at dæmme op over for hjemmeholdets hurtige pasningsspil," indrømmer Anders Bjerre.

Konrad udlignede

Efter pausen var billedet det samme. Randers Freja som spildominerende, FC Djursland med en god defensiv organisation.
Randrusianerne kom på 2-1 efter små tyve minutter.
Et mål af indskiftede Sebastian Konrad ti minutter før tid gav imidlertid FC Djursland et overraskende point.
"Vi var heldige, må vi retfærdighedsvis indrømme. Sidste weekend tabte vi to point i Lyseng, i dag vandt vi et i Randers, sådan er fodbold også," funderer Anders Bjerre.
Han brugte alle sine tre folk på bænken: Søren Winther kom med kort efter pausen, og med 20-25 igen kom de to unge, Sebastian Konrad og Kristian Gertsen på banen.
"Alle tre gjorde det glimrende og gik ind og bidrog til den holdindsats, der reddede os igennem," siger Anders Bjerre, der fremhæver Malte Kastrup for en glimrende præstation.
"Især efter pausen gik Malte forrest og satte sig igennem, så vi kom til lidt mere fremad banen."
FC Djursland møder lørdag Kolding Boldklub på Grenaa Stadion.