En bygning vi vælter?
"Weekendens melding om, at de socialdemokratiske bastioner i København, Aarhus, Aalborg og Odense ser ud til at holde stand ved kommunalvalget i november 2013, ifølge en vælgerundersøgelse foretaget af Gallup for Berlingske, har ikke overraskende fået partiets soldater ude i landkommunerne til at vejre morgenluft.
De dårlige landspolitiske målinger slår ganske enkelt - og meget overraskende - ikke igennem ude i kommunerne for Socialdemokratiet, ifølge Gallup. Kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole forklarer det med, at vælgerne ikke har et problem med Socialdemokratiet generelt, men blot den politik, som føres fra Christiansborg. Det sidste har fået flere S-borgmestre i mindre kommuner til at komme med udtalelser om, at de vil betakke sig for at få besøg af statsminister Helle Thorning-Schmidt - at de hellere ser statsministerens stilethæl end hendes tå i den kommende valgkamp. Underforstået synet af en presset statsminister vil få vælgerne til at løbe skrigende bort med fare for, at de ikke nåede tilbage tidsnok til at sætte deres kryds i valglokalet.
De socialdemokratiske borgmestre burde skamme sig og helt ærligt vurdere, om de har været ved deres fulde fem, da de udtalte sig og slog sig op som store bykonger.
Det er et faktum, at regeringen og Socialdemokratiet ligger ned. Aldrig har en regering tabt så mange vælgere fra valgaftenen 15. september 2011 og så til nu - halvandet år efter. Men det er i krisetider, at man skal kende sine sande venner, og derfor er de socialdemokratiske borgmestre en samling fjolser, der bare tænker på at hytte deres eget skind i stedet for at mande sig op og støtte det parti, de trods alt er medlem af.
Hvis de mener, at Thorning og Corydon er helt ude i hampen, så må fjolserne da vise sandt mandsmod og foreslå indkaldt til en ekstraordinær kongres for at få vippet den nuværende ledelse, men det skal fjolserne helt sikkert ikke nyde noget af.
Det kunne være spændende at høre, hvad Norddjurs Kommunes socialdemokratiske borgmester Jan Petersen har at sige? Er han enig med sine S-borgmesterkolleger eller er han trods alt så meget mand, at han ikke er med på fjolsernes hold? I Norddjurs er det kun nuværende kommunalbestyrelsesmedlem Tom Bytoft, der offentligt har haft mod til at kritisere Helle Thorning-Schmidt, medens en lille hær af partikammerater kun tør gøre det på fjæsbook.
Hvad med borgmesterkandidat Jesper Mathiesen i Syddjurs? Vil han også betakke sig for et besøg af statsministeren under valgkampen - eller husker han på det gamle socialdemokratiske kampslogan om "en bygning vi rejser"?
Lige nu kappes mange S-fjolser om "at vælte bygningen"