Fortsæt til indhold

Benny Hammer klar til four more years

De Konservatives frontfigur i Norddjurs vil kæmpe for at bevare overbygningen på Ørum Skole, og for at Norddjurs ikke bliver en 'kødbenskommune'

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Der er stadig nogle politiske kampe, der skal kæmpes, før Benny Hammer stopper i lokalpolitik.
En erkendelse Det Konservative Folkepartis frontfigur, og eneste medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse er kommet til efter et par måneders tænkepause efter lokalforeningens generalforsamling i januar.
"Jeg mener fortsat, jeg har noget at bidrage med i lokalpolitik, og derfor tager jeg gerne 'four more years', hvis vælgerne vil det," siger Benny Hammer, 52.

Kampagnegruppe i sving

De Konservative i Norddjurs har nedsat en kampagnegruppe med kommunalvalget for øje. Hammer er selv med i gruppen, og det samme er blandt andet lokalformand Arne Holm-Hansen og bestyrelsesmedlem Ole Thorn.
"Vi arbejder lige nu offensivt på at finde en halv snes kandidater, og det er slet ikke en umulig opgave," siger Benny Hammer.
"Jeg vil ikke nævne navne, men det er min klare forventning, at vi når målet. Om det så lige bliver 9, 10, 11 eller 12 er ikke så afgørende. Vi vil bare have konservative kandidater, der interesserer sig for sagen."

Klar til sværdslag

Benny Hammer har altid være bannerfører for en bred reformdagsorden med en klar socialkonservativ profil.
Han er tilhænger af politisk pragmatisme og ikke at øksehugge en kommune sønder og sammen.
"Jeg kan jo sagtens fornemme, at Borgerlisten og Venstre er ved at rebe sejlene til en ny omgang debat om skolestruktur og nedlæggelse af daginstitutioner, men det bliver ikke med konservativ opbakning," afslører Benny Hammer.
"Der er for eksempel ikke skyggen af tvivl om, at overbygningen på Ørum Skole kommer i spil. Den vil Venstre og Borgerlisten af med, men her kan jeg melde klart ud: Bevarelse af overbygningen på Ørum Skole er et kardinalpunkt hos mig, som jeg ikke giver køb på."

Vi skal være foran

Benny Hammer nævner også blandt andet daginstitutionerne i Gjerrild og Bønnerup, som uden tvivl kommer i spil, fordi børnetallene ikke går deres vej.
"Jeg er økonomisk realist, og derfor er det også vigtigt, at vi allerede nu begynder at tænke i andre løsninger, så vi bevarer pasningsmuligheder ude i nærmiljøerne."
Benny Hammer er kommunalbestyrelsens repræsentant i Glesborg Børnebys bestyrelse, og der har han opfordret til, at man allerede nu er på forkant med udviklingen og tænker i nye løsninger i forhold til det politiske pres, der vil komme på daginstitutionerne.
"Jeg vedgår gerne, at børnetallene de kommende år ikke ser for gode ud, men derfor skal vi netop tænke i nye løsninger i stedet for bare ukritisk at bruge salamimetoden. "

'Kødbenskommunen'

Benny Hammer advarer mod, at Norddjurs udvikler sig til, hvad han kalder en 'kødbenskommune'.
"Vi er godt på vej til at samle mange ting i Auning i øst og Grenaa i vest, og det kan der være god idé i, men vi må ikke glemme at tænke på udviklingen midt imellem de to største byer. Det er et stort område, vi taler om., og det kan vi ikke bare lægge brak."