Fortsæt til indhold

Adoptionsfirma må ikke længere formidle børn fra Etiopien

Samfund
Jacob Nielsen

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup stopper fra dags dato adoptionsfirmaet DanAdopts formidling af adoptioner fra Etiopien. Beslutningen er truffet på anbefaling fra Ankestyrelsens Familieretsafdeling, som fredag har besluttet, at adoptionsfirmaet i Birkerød bør stoppe for formidlingen midlertidigt.
Ankestyrelsen har gennemført en undersøgelse af to konkrete adoptionsforløb, og konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at der er betydelig tvivl om, hvorvidt DanAdopts nuværende organisering og repræsentation i Etiopien generelt er i stand til at understøtte, at adoptionsformidling altid sker på et etisk og juridisk forsvarligt grundlag.
Ankestyrelsen kritiserer også DanAdopt for ikke at overholde sin forpligtelse til at orientere myndighederne om alle væsentlige forhold om formidlingen af adoptioner fra Etiopen.
"Jeg har desværre ikke længere den nødvendige tillid til DanAdopts formidling af adoptioner fra Etiopen, når Ankestyrelsen vurderer, at der er tvivl om, hvorvidt adoptionerne altid foregår etisk og juridisk forsvarligt. Derfor har jeg truffet beslutning om at stoppe DanAdopts formidling af børn fra Etiopien. Det er en vidtgående beslutning som jeg er ærgerlig over og ked af, at jeg må træffe, fordi der er mange børn, der venter på at få et forældrepar i Danmark. Men det er også en nødvendig beslutning. For ingen, hverken børn, deres biologiske forældre eller adoptivforældrene kan leve med, at der er tvivl om, hvordan barnet er blevet formidlet til dem," siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup, som har bedt DanAdopt om en redegørelse for den måde de organiserer sig på både i Etiopien og i alle andre af deres samarbejdslande for at sikre, at adoptionerne foregår forsvarligt både etisk og juridisk.
"Først når vi er forvisset om, at forholdene er bragt i orden, kan DanAdopt igen formidle børn fra Etiopien," siger Karen Hækkerup.
Etiopien er et af primærlandene for adoption til Danmark, så forbuddet kan blive et hårdt slag for Birkerød-firmaet.