Ishøj vil af med negativt omdømme
Ishøjs borgere er trætte af at høre de negative historier om Ishøj, som de ikke kan genkende fra deres egen hverdag. En Gallup-undersøgelse fra december 2012 bekræfter, at der er en stor modsætning mellem, hvad byens egne borgere synes om Ishøj, og hvad danskerne generelt tænker om byen.
Ifølge Gallup er danskerne overvejende negative i deres opfattelse af Ishøj, der mest er kendt for indvandrere, for at være socialt belastet, fattig og med socialt boligbyg-geri og ghettoer.
Livet i Ishøj på film
Det generelle omdømme blandt danskerne står i undersøgelsen i skærende kontrast til hitlisten over de forhold, som dem med størst tilknytning til Ishøj forbinder med kommunen. Øverst på listen er kunstmuseet Arken og derefter følger på de næste pladser stranden, havnen, mange sociale boligområder, mange grønne områder og Ishøj Bycenter.
Derfor er det måske ikke så underligt, at så mange borgere ønsker at kunne fortælle historier om, hvor godt der er i Ishøj. 69 af dem har indtil videre meldt sig til at fortælle deres personlige historie om Ishøj på små film, som du første gang vil kunne se, når kommunens nye hjemmeside går i luften den 2. maj.
Giv det videre
Borgmester Ole Bjørstorp fortæller, at byrådet har valgt at følge et stort ønske hos borgerne om, at de med kommunens hjælp kan nå længere ud med de gode historier om Ishøj, som de ellers kun deler med deres nærmeste. Målet er, at historierne skal inspirere andre borgere til enten at fortælle deres egne historier eller være med til at sprede deres medborgeres historier til andre - både i og udenfor kommunen:
”Hvis man spørger Ishøj-borgere, specielt dem, der har boet her noget tid, kan de ikke forestille sig noget andet sted at bo. Derfor er det klart, at de siger fra overfor de negative historier, som kommer udefra. Når jeg taler med dem, der bor i Ishøj, siger de, at der er et godt fællesskab. Man gør noget for at udvikle byen og styrke de sociale bånd både fra kommunens side og borgerne imellem. Det betyder utroligt meget for følelsen af, at jeg hører til Ishøj – denne Ishøj-mentalitet er stærkere, end man egentlig tror. Jeg har ikke følt den på samme måde andre steder, ” siger borgmester Ole Bjørstorp.