Fortsæt til indhold

Om lidt er kaffen klar hos købmanden

Fremtidens landsbybutikker på Djursland skal til at udbringe pakker og servere kaffe, hvis de vil undgå at måtte dreje nøglen for altid

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Dagligvarebutikker i mindre byer på Djursland er truet af butiksdød.
Det skal nye funktioner og samarbejde mellem leverandører og butikker lave om på i fremtiden.
Det skal være mere attraktivt at handle hos den lokale købmand, hvis han skal overleve i fremtiden.

LAG-projekt i støbeskeen

Derfor skal der nye ideer på bordet, så de lokale dagligvarebutikker ikke må dreje nøglen om.
LAG Djursland har nu sat gang i et projekt, som skal udvikle Djurslands landsbybutikker.
Projektet har fået økonomisk støtte fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.
LAG Djurslands tilgang til projektet er, at dagligvarebutikkerne i højere grad kan udvides til at være servicecentre for lokalområderne.
Projektet vil derfor undersøge mulighederne for, at landsbybutikkerne i fremtiden for eksempel også kan være afleveringssted for pakker, udstillingsvindue for lokalt producerede varer og mødested og varmestue for byens borgere.
LAG Djursland kan se frem til at modtage 273.000 kroner til "Konceptudvikling af fremtidens landsbybutik på Djursland."

Den går ikke uden lokal opbakning

"Det er vigtigt at have lokalt fællesskab og samlingspunkter, og her er købmandsbutikkerne meget vigtige. Men for at vi kan bevare de lokale købmænd og dermed sikre service og arbejdspladser, må alle tage ejerskab til lokalområdet", siger Carsten Hansen (S), Minister for By, Bolig og Landdistrikter, der har givet tilsagn om støtte til 32 projekter i landdistrikterne.
Blandt modtagerne er også Norddjurs Kommune, der får tildelt 400.000 kroner til projektet "Fremtidens landsbyturisme på Norddjursland"