Fortsæt til indhold

Stor fusion mellem LMO og LRØ

De to landbrugsrådgivningsfirmaer slår sig sammen og bliver fremover til LMO

Samfund
Michael Wulff

To af landets største landbrugsrådgivningsfirmaer, LMO og LRØ, fusionerer 1. maj.
Det stod klart efter et bestyrelsesmøde i de syv ejerforeninger, som står bag de to rådgivningsfirmaer, mandag aften.
”Der var 99 deltagere på mødet, og de sagde alle ja til en fusion,” siger LMOs administrerende direktør Jan Winther på et pressemøde tirsdag formiddag på LMOs hovedkvarter i Søften vest for Aarhus.
Jan Winther fortsætter som administrerende direktør, men får tilført to personer til direktionen: Kim Ladekjær fra LRØ samt Karsten Lauritsen, LMO.

Medarbejderne hos LMO i Søften blev orienteret tirsdag morgen om den store fusion. Fra venstre er det næstformand Finn Pedersen, administrerende direktør Jan Winther, Jens Gammelgaard, Anders Laustsen, Nis Kristian Hjort, formand Steen Vindum og Morten Laursen. Senere på dagen bliver der afholdt lignende møder i Horsens og Viborg. Foto: Pernille Bering

Rettidig omhu

Formand for LMO Steen Vindum fortsætter som formand i den nye organisation, som kommer til at hedde LMO. Den nuværende formand for LRØ, Finn Pedersen, bliver 1. næstformand i det nye store rådgivningsfirma, der får 375 ansatte og en omsætning på 250 millioner kroner.
”Vi kommer til at passe rigtig godt sammen og kan fremover tilbyde endnu mere specialiseret rådgivning for vores kunder. Jeg vil påstå, at der ikke vil være den kundetype, som vi ikke kan rådgive i fremtiden,” siger Steen Vindum.
Han peger på den rettidighed, som har været afgørende for at fusionere. Landbrugene bliver i disse dage færre i antal, men meget større.

Fra onsdag 1. maj er dette en historisk kuglepen. LRØ bliver til LMO fra denne dato. Kuglepennen blev i øvrigt flittigt brugt til at underskrive fusionsaftalen tirsdag formiddag i Søften. Foto: Michael Wulff Hansen

Besparelser

Men fusionen kommer også til at betyde besparelser og nedskæringer.
”Lønningerne er den store byrde i dag. Og derfor vil fusionen også betyde besparelser på det administrative område, ligesom der vil ske nedskæringer på ledelsesniveau,” siger adm. direktør Jan Winther, der har fortalt sine medarbejdere, at inden den 30. juni vil hele den nye organisation være på plads.
”Vi vil have afklaret alle disse forhold inden sommerferien. Der skal medarbejderne vide, om de er med eller ikke er med videre,” lyder det fra Jan Winther, der senere på tirsdagen holdt informationsmøder med medarbejderne i Horsens og Viborg. Medarbejderne i Søften blev orienteret tidligt tirsdag morgen.
LMO og LRØ har tilsammen 8-10.000 kunder og bliver ejet af 4.200 landmænd, der dækker hele Midt- og Østjylland fra Kolding i syd til Aars i nord.
LMO og LRØ har huse i Søften, Horsens, Viborg og Aars. De vil blive bibeholdt, siger Jan Winther.