Fortsæt til indhold

Er sikker på at råbet bliver enormt

Lis Sørensen næmer sig de 60 i fineste form og er klar til at bjergtage publikum med sin lyse vokal ved den 25. udgave af Rosenholm Festival

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Lis Sørensen har været en stemme på den danske pop-/rockhimmel, siden 70'erne, hvor hun spillede førsteguitaren i hedengange Shit & Chanel og var frontwoman i det rene kvindeband sammen med Anne Linnet.
Lis Sørensen skrev flere af bandets sange og, der blev lagt mærke til Brabrand-pigens lyse og usentimentale vokal.
Sideløbende med engagementet i Shit & Chanel, der senere måtte tage navneforandrinng til Shit & Chalou for ikke at få en retssag på halsen. Et berømt verdensfirma for dufte gjorde nemlig anskrig, da det fik nys om det navn, som de fem velspillende aarhusianske piger brugte.
Lis Sørensen spillede sideløbende med Shit & Chanel politisk rock i Henrik Strube Band. Et af de orkestre, der altid stillede op, når venstrefløjen havde brug for musik til at skylle de politiske budskaber ned med.
Det var også i de unge år, at Lis Sørensen indledte samarbejdet med Sebastian, da hun og Anne Linnet var indforskrevet til at synge kor på trobadourens fremragende fortolkninger af Bertolt Brecht klassikere i dansk oversættelse på pladen 'Tiderne Skifter'.
Det samarbejde skulle siden kaste store sange af sig, som Lis Sørensen formåede at gøre til evergreens.

Sebastian skrev nummeret 'Stille før storm' decideret til hende, og hendes fortolkning gjorde det hurtigt til en ørehænger, der siden nærmest er blevet signaturmelodi for hende.

Anne Linnet Band og solokarriere

Sammen med Anne Linnet og Sanne Salomonsen udgjorde Lis Sørensen i 80'erne den vokale forgrund i Anne Linnet Band, der med sin funky og dansable lyd dannede skole for en stor del af 80'ernes popmusik - af nogle hånligt bedømt som musik til det konservative årti i politisk forstand.
Lis, Anne & Sanne dannede skole for en hel hær af håbefulde sangerinder, men med tiden mærkede trioen, at musikanmelderne havde fået nok af de tre veldrejede sangerinder.
Det havde publikum til gengæld ikke, og Lis Sørensen har siden da bygget en solid solokarriere op med et trofast publikum som kongeniale lyttere og modtagere.
Hun nærmer sig de 60, men ligner fortsat en million, når hun går på scenen, og det uden, at der gået botox i den.
Lis Sørensens stemme kan synge de fleste andre ud af brættet. Registret rækker fra en stille hvisken til en storm.
På Rosenholm Festivalen spiller hun lørdag 1. juni i DET STORE TELT klokken 18.30 sammen med sit band, hvor ægtemanden Jan Sievertsen er med på percussion.

Kapelmesteren hedder Poul Halberg, og denne ferme guitarist magter også både det barske og det blide i sit spil. Det slår gnister når Halberg & Sørensen spiller op til hinanden.
Det kan godt være, at et yngre publikum vil kalde det oldgirlsrock, men intet er mere forkert. Lis Sørensen er godt nok nået til skelsår og alder, men er alt andet en færdig.

Et nyt og yngre publikum kan sagtens nå at hoppe med på vognen.