Biskoppen og Kierkegaard
Teologisk er biskop i Aarhus Stift, Kjeld Holm, dybt præget af 200 årsfødselaren Søren Kierkegaard. Hvorfor - fortæller han om på Rønde Bibliotek på lørdag
2013 er 200-året for Søren Kierkegaards (5. maj 1813 – 11. november 1855) fødsel. I den anledning afholdes der masser af foredrag om filosoffen over hele landet. Biskop Kjeld Holm, der er kendt som en særdeles underholdende fortæller og teologisk meget præget af den danske filosof med verdensry, gæster 23. marts Rønde Bibliotek for at fortælle om Søren Kierkegaard og hans betydning i vor tid.
Søren Kierkegaards værker koncentrerer sig hovedsagligt om individualisme: menneskets grundlæggende isolation. Hans filosofi har haft stor betydning for den måde, vi opfatter os selv, samfundet, kristendommen og kunsten på, og det er denne betydning, Kjeld Holm svarer på, når han spørger: Hvad betyder Søren Kierkegaard for vor tid?
Kjeld Holm vil skildre dele af den virkningshistorie, Søren Kierkegaard har haft i dansk tænkning og åndsliv. Det drejer sig om markante skikkelser som Georg Brandes, Martin A. Hansen, Johannes Sløk og Tage Skou-Hansen.
Endelig vil han også fortælle om, hvorledes mødet med Kierkegaard forandrede hans eget liv.
Kjeld Holm er oprindeligt uddannet idehistoriker, inden han blev teolog. Han har været biskop over Aarhus Stift siden 1994.
Arrangementet sker i et samarbejde mellem Syddjurs Bibliotek og Røndeegnens Aftenskole.