Grenaa IF involveret i en nullert
Oprykkerne til Jyllandsserien holder fortsat fanen højt og er ubesejret efter fire spillerunder
På forhånd var Grenaa IF spændte på, om klubbens førstehold kunne bide skeer med modstanderne i Jyllandsserien.
Opstarten har vist, at det kan nyoprykkerne.
Søndag klarede nyoprykkerne 0-0 på hjemmebane mod Aars IK, og det var helt okay efter spil og chancer, lyder vurderingen fra assistenttræner Daniel Lilleris.
"Det var ikke en kamp, der bød på mange chancer til nogle af holdene, men i slutfasen var der dog store muligheder til både Aars og os, så kampen kunne godt have fundet en vinder, men det havde ikke været fortjent," siger Daniel Lilleris.
Grenaa IF manglede Kasper Andersen, der havde problemer med det knæ, som tidligere har voldt ham problemer.
Til gengæld var anfører Sebastian Hvidt tilbage efter en skade. Han startede dog på bænken sammen med Sune Sørensen og Mikkel Ols.
Alle tre spillere kom i kamp undervejs.
Stærk Patrick Nielsen
Hos hjemmeholdet var Patrick Nielsen på den centrale midtbane igen et ankerpunkt.
Patrick Nielsen var i efteråret fast med i Danmarksserietruppen hos FC Djursland, men han har efter eget ønske valgt at blive en del af Jyllandsserietruppen i denne sæson.
"Patrick var meget stærkt spillende sammen med vores venstreforsvarer Frederik Skou," siger Daniel Lilleris, der udnævner Aars IK til at være det stærkeste hold, som Grenaa hidtil har spillet mod i Jyllandsserien.
"Et hold med mange dygtige, unge spillere, der ligesom os gerne vil spille spillet, men Grenaa Stadion er ligesom mange andre baner i øjeblikket hæmmet af en hård vinter, og derfor er banens tilstand ikke i top lige nu. Det gav en masse tilfældigheder i løbet af kampen, og særligt i to tilfælde, hvor Aars kunne have scoret, hvis ikke den knoldede bane havde forhindret deres afsluttere i at få det rigtige træf på bolden."
Grenaa IF møder Kristi Himmelfartsdag Thisted på Lerpytter Stadion, Jesper Grønkjærs tidligere hjemmebane i de unge år. Turen til forfatteren og videnskabsmanden J.P. Jacobsens fødeby bliver dog uden Lilleris, der har en HD-opgave som venter på at blive i lavet.
Lilleris var selv i kamp lørdag for Grenaas hold i Serie 4 sammen med notabiliteter som Jonas Johnsen og Jimmi Ulstrup Sørensen.