Ny direktør skal give Aarhus Lufthavn et kick
Aarhus Lufthavn henter sin nye direktør i Odense Lufthavn
Godt tre uger efter at bestyrelsen for Aarhus Lufthavn fyrede lufthavnsdirektør Ole Paaske er en ny direktør udpeget.
Manden som er udset til et at give Aarhus Lufthavn en såkaldt ”ny start” er den 41-årige Peter J. Høgsberg, som gennem de seneste år har haft succes med at udvikle en anden regionslufthavn, Odense Lufthavn.
Peter J. Høgsberg skal være katalysator for en ny og mere vækstorienteret strategi, som skal hive Aarhus Lufthavn op af det hul, som blandt andet Cimber Air konkursen sidste år afstedkom med et voldsomt fald i indenrigstrafikken mellem Aarhus og København til følge.
”Med Peter J. Høgsberg har vi fundet den rigtige og naturlige arvtager til stillingen som lufthavnsdirektør. Han har erfaringen for at gennemføre processen omkring den vækst- og udviklingsstrategi, som bestyrelsen bag Aarhus Lufthavn har lagt,” siger Ango Winther, som er byrådsmedlem i Aarhus (S) og bestyrelsesformand for Aarhus Lufthavn.
Hjem til Aarhus
Peter J. Høgsberg er oprindelig uddannet kommerciel pilot fra Oxford Aviation Academy og lufthavnsbrandmand. Han har blandt andet været direktør for en flysalgsvirksomhed med udstationering i Moskva.
”Jeg brænder for at gøre Aarhus Lufthavn stærkere ved at bringe den i samspil med det
omkringliggende samfund. En regionslufthavn skal være mere end blot en terminal for folk, der kommer og går. Den skal re-tænkes i forhold til det potentiale, den har. Jeg er sikker på, at det kan udnyttes i langt højere grad,” siger Peter J. Høgsberg, som er født og opvokset i Aarhus og i sin nye stilling kommer næsten ”hjem til Aarhus”.
Nyt blod og ny energi
Aarhus Lufthavn måtte i efteråret igennem både en fyringsrunde og kapitalindsprøjtning fra de fem kommuner i ejerkredsen.
I lyset af lufthavnens problemer bad bestyrelsen konsulent- og revisionsvirksomheden KPGM analysere fremtiden for Aarhus Lufthavn. På baggrund af analyserapporten er der formuleret en strategi, som den nye direktør skal føre ud i livet.
”Det er afgørende, at vi får nyt blod og ny energi ind på direktørposten i Aarhus Lufthavn A/S. Lufthavnen skal være mere end et stykke infrastruktur. Den skal i langt højere grad være et servicerende organ for erhvervslivet og det omkringliggende samfund,” siger bestyrelsesformand Ango Winther.
Den nye lufthavnsdirektør Peter J. Høgsberg tiltræder sin stilling 1. juli.