Hornslet tabte for femte gang i streg
45 minutter i undertal og to sene mål af Kolind-Perstrups målfarlige Kasper Høegh Therkildsen gjorde det af med Hornslet i tirsdagens hjemmekamp
Der står fortsat et stort rundt nul ud for nyoprykkede Hornslet i pointstillingen i Serie 1 efter fem spillerunder.
Tirsdag aften havde spillende cheftræner Thomas Gerberg sat næsen op efter point i lokalopgøret mod Kolind-Perstrup på Hornslet Stadion.
Men igen var det historien om forvetningens glæde.
Hornslet blev nemlig decimeret efter 35 minutters spil, da dommer Bo Rasmussen strittede hjemmeholdets unge midtbanespiller Jeppe Horsdal ud med rødt kort efter en batalje med KPIs midtbanefræser Daniel Bagger Pedersen, der også måtte ud - men kun i ti minutter (gult kort).
Hverken Gerberg eller KPIs spillende træner Mads Berg ville efter kampen udtale sig om den hårde dom over Horsdal.
Begge sagde nærmest samstemende, at de ikke så, hvad der skete.
Foran ved pausen
Hornslet fik dog en livline at gå til pause på, da Magnus Pilgaard inden tetid bragte hjemmeholdet foran.
Unge Mathias Reinhold slog et højt indlæg i retning af Thomas Gerberg, der forlængede den videre til Pilgaard som bugserede kuglen i nettet bag KPI-målmand Andre Ørgaard.
Efter pausen overtog gæsterne mere og mere af spillet, og fik Hornslets 9 tilbageværende markspillere til at løbe forgæves i flere situationer.
"Vi spillede med meget større omtanke, fik flyttet bolden de rigtige steder hen, og vi kom også frem til mange indlæg, men kredit til Hornslets målmand Lars Andersen. Han kom godt ud til det meste," siger Mads Berg.
Dog ikke efter en times spil, hvor Kolind-Perstrup lykkedes med en hjørnesparkskombination. Jeppe Pedersen pandede igen-igen en hjørnesparksbold i kassen til udligning 1-1.
Holdt ikke hjem
Først fem minutter før tid lykkedes det gæsterne at udnytte overtallet til at køre sejren i hus. Kasper Høegh Therkildsen var sidste mand på bolden, før den klinede sig fast i netmaskerne.
Samme spiller lukkede og slukkede i slutminutterne, så resultatet endte med at blive 3-1 i gæsternes favør.
"Vi havde selvfølgelig håbet, at vi kunne holde hjem og få det ene point, men det var for hårdt i længden at spille i undertal mod Kolind, der er dygtige til at flytte bolden rundt," erkender Thomas Gerberg, der måtte undvære den normale stopper, unge Kim Petersen, som umiddelbart før kampstart meldte pas med en skade.
"Havde Pelle Pilgaard udnyttet en kæmpestor chance ved stillingen 1-0, tror jeg på, at vi havde fået point, men det fik vi ikke, og situationen med nul point er naturligvis ikke morsom, men jeg kan ikke klandre gutterne for ikke at levere. Vi må bare videre," fortsætter Gerberg.
"Jeg mener, at vi fra de sidste tyve minutter af første halvleg og i den resterende del af kampen havde godt styr på tingene, så sejren var fortjent," siger Mads Berg, der havde flyttet Daniel Bagger Pedersen ind som 10'er bag angriber Kasper Høegh Therkildsen og foran de to centrale midtbanespillere Rune Bækgaard og den spillende træner selv.
"Det gjorde vi for at blive mere kompakte centralt og for at være mere skarpe på returbolde," forklarer Mads Berg, der startede med Mikael Meldgaard, Kasper Jacob Jensen og Morten Mo Thorup på bænken. Sidstnævnte kom ikke i kamp.
To udfordringer venter
Hornslet og Kolind-Perstrup spiller igen i weekenden.
Hornslet møder topholdet Kristrup søndag aften klokken 17 på Kristrup Stadion, medens KPI lørdag eftermiddag skal en tur til Aalborg for at møde Aalborg Chang klokken 14.