Grenaa tæt på debutsejr i Jyllandsserien
Jyllandsserie-debutanterne fra Grenaa førte 4-2 i lørdagens udekamp mod Frederiks 25 minutter før tid, men måtte alligevel nøjes med et point
Nyoprykkerne Grenaa IF kom langt om længe i kamp i Jyllandsserien, og det var ikke mål, det skortede på i sæsondebuten.
"Vi vidste godt, at Frederiks var fysisk stærke og gode på dødbolde, og det kom til at holde stik," fortæller assistenttræner Daniel Lilleris.
Hjemmeholdet Frederiks, der har stadion tæt ved Viborg og trænes af Henrik Kastberg, tidligere superligaspiller i Viborg og Silkeborg, lavede fire mål, og de kom alle til hobe efter standardsituationer.
"Vi førte både 1-0 og 2-1 på mål af Tobias Worsøe og Mikkel Ols, men Frederiks udlignede inden pausen," fortæller Lilleris.
To mål af Zacher
Efter pausen scorede altid målfarlige Stig Zacher til både 3-2 og 4-2, men Grenaa IF formåede altså ikke at holde hjem.
"Vi havde ikke fået folk ned fra FC Djurslands trup, så vi var reelt kun 14 mand til rådighed, blandt andet Rasmus Brandstrup, der ikke kan træne, fordi han er inde ved militæret," noterer Daniel Lilleris, der havde håbet på at kunne råde over kenyaneren Emmanuel Ake, men han døjer med en skade i den ene læg.
"Sebastian Hvidt måtte også gå ud i pausen med en skade, så resultatet var egentlig glimrende, selv om vi selvfølgelíg gerne ville have haft alle tre point."
Daniel Lilleris ser optimistisk på mulighederne i Jyllandsserien, men erkender også, at det bliver svært, hvis der kommer mange skader.
"Træningen kører glimrende, men der er selvfølgelig grænser for, hvor mange vi kan undvære, når vi spiller i Jyllandsserien."
Næste gang gælder det favoritterne til førstepladsen, Vorup FB.