Fortsæt til indhold

Posthus genåbner som sundhedshus

Det tidligere posthus på Hovedgaden i Rønde er på rekordtid ombygget til sundhedshus

Samfund
Af Martin Schultz

Det gamle posthus på Hovedgaden i Rønde kom ikke til at stå tom særlig længe. Allerede til Handelsstandsforeningens Familieaften sidste torsdag var der mulighed for at kikke indenfor og onsdag fra kl.15 til 17 er der reception i Benefit Rønde Fysioterapi og Træning.
Fysioterapeuterne fra Benefit Rønde Fysioterapi og Træning er allerede flyttet fra deres hidtidige adresse i ”Brillehuset” ved Busterminalen de par hundrede meter ned ad Hovedgaden og har taget de godt 600 kvm meter i brug til reception og ventesal, behandlingsrum, træningssal, gymnastiksal og en række mindre rum til forskellige funktioner.
”Jeg er meget glad for at vi har fået samlet hele virksomheden på ét sted. Det giver bedre muligheder for fagligt samspil og for en udvikling af hele husets behandlingstilbud,” siger fysioterapeut Nina Adsersen, som er indehaver af Benefit Rønde Fysioterapi og Træning.
”Samtidig har huset en meget central placering med egen parkering til patienter og kunder og med nem adgang for handicappede, som kan køre næsten til døren.”

Kompetent personale

Nina Adsersen overtog Rønde Fysioterapi i 2008 og lagde i 2010 1. salen over ”Wagnerhuset” til klinikken.
”Jeg har altid drømt om et hus fuld af aktiviteter,” siger Nina Adsersen og det må man sige hun har fået. På rekordtid har lokale håndværkere omdannet posthuset til et sundhedshus, og hvor der før ilede travle postbude og blev ekspederet breve og pakker, bliver der nu masseret ømme lemmer og trænet på løbebånd og træningsmaskiner.
Med 8-9 fysioterapeuter til at behandle og fem studerende til at instruere er huset fyldt med fagligt kompetent personale.
”Udviklingen går lynende hurtigt. Vi skal hele tiden følge med og være fagligt opdaterede. Det er vigtigt at vores patienter og kunder føler sig taget vel imod og tager herfra med en følelse af at have fået en rigtig god behandling,” siger Nina Adsersen, som indtil videre beholder lokalerne over Wagner til brug for holdtræning.

Tværfagligt samarbejde

Sundhedshusets fysioterapeuter har forskellige kompetencer og i huset dækker medarbejderne hele det faglige spekter lige fra børn med motorisk udfordringer til hold med angst, stress eller depressioner. Blandt tilbuddene er osteopati, som arbejder med knoglerne, og klinikken har fået et samarbejde med en psykolog.
”Klinikkens kerneydelse er fortsat individuel behandling, men fysioterapeuterne står også for en lang række træningshold, hvoraf de fleste tilbyder hensyntagende træning,” siger Nina Adsersen, som udover at være fysioterapeut også er uddannet familieterapeut.
Mange patienter henvises fra egen læge, men der kommer også mange forsikringspatienter og almindelige patienter i huset, hvor man også kan få lavet såler og indlæg til sko.
Samtidig med flytningen bliver BeneFit Rønde Fysioterapi og Træning uddannelsesklinik for fysioterapistuderende.