"Før vi blev lette"
Lovende Christian Hjelm, holder en pause som forsanger og guitarist i det danske indie rock-band Figurines, for at prøve sig selv af solo. Fredag spiller han i den bedste sendetid på Rosenholm Festival
Sangeren og sangskriveren Christian Hjelm har fået masser af roser for sit første soloudspil, "Før vi blev lette", hvor den tidligere Figurines-forsanger udelukkende synger på dansk.
Inden solokarrieren havde han og indie-rockerne i Figurines udgivet tre album på engelsk.
Christian Hjelm stammer oprindeligt fra Vestbjerg i Nordjylland og viste sig første gang frem foran et stort publikum 22. november 2008 ved den tv-transmiterede hyldestkoncert for The Beatles' White Album, som hed "The White Concert". Her sang han Beatles-nummeret "Martha My Dear".
Allerede sidste år fik publkum en forsmag på, hvordan Christian Hjelm lyder på dansk, da han medvirkede på altmuligmanden Nikolaj Nørlunds seneste album.
Christian Hjelm fortæller selv om sprogskiftet fra det engelsksprogede Figurines univers og til den nære danske lyrik i et interview med WImp.blog.dk:
"Musikken er stadig inspireret af alt mulig forskellig musik, jeg har hørt hele mit liv. Jeg har aldrig rigtig lyttet til dansk musik, så jeg har ikke noget forhold til det, men sproget var en ny dør, fordi jeg indtil da havde skrevet på engelsk. Det var ligesom at finde et nyt sprog. En ny verden, der åbnede sig, selvom det var mit modersmål. Det var meget forfriskende for mig."
Christian Hjelm spiller med sit band fredag aften på Rosenholm Festival, og mon ikke go'nat-sangen 'Sidste bid' slutter sættet. Christian Hjelm fik til opgave at skrive en go'nat sang til Ungdomsprogrammet TVÆRS på DR, og det blev 'Sidste bid'.
En sang, der falder fint ind i den kvartet af legendariske søndags-melankolske sange, der gennem årene har afsluttet sendefladen 'P4 i P1'. Forløberne var Gasolins 'Som et strejf af en dråbe', Sort Sols 'Når solen stikker af' og Kashmirs 'Splittet til atomer'.
Få en forsmag på Hjelm ved at klikke her.
http://www.youtube.com/watch?v=Hgp9mxd0r4Q