Fortsæt til indhold

Der er ikke så meget pis med Michelle Birkballe

Med pigen fra Skovvang mellem Thorsager og Mørke med den powerfulde vokal er der lagt op til dans på bordene lørdag aften i Madsens Telt

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Michelle Birkballe og Rosenholm Festival er nærmest komplementære størrelser, så en jubilæumsfestival uden sangerinden med det store vokale register, går selvfølgelig ikke.
Michelle Birkballe og hendes band har fået tjansen med at få festen til at kulminere lørdag aften (1. juni) i Madsens Telt.
På repertoiret er selvskrevne sange og fortolkninger af blues og rock'n'roll klassikere af både gammel og nyere dato.
Hendes tidligere danske rock er skiftet ud med amerikansk inspireret blues og rock'n'roll, og det klæder hende. Der er ikke så meget pis med Michelle - det er 1-2-3, så kører vi, og der må danses til.
Michelle Birkballe har allieret sig med tvillingbrødrene Jakob og Josef Baumgartner på henholdsvis guitar og keyboards.

The Baumgartners er oprindeligt fra Skive, men kom ind med firetoget til Aarhus for at danne gruppen Popfilter, der udgav et par plader, men bandet er tilsyneladende nu sat på pause.

De øvrige i bandet er Jakob Skytte på bas og Eddi Jarl Sørensen på trommer/percussion.
Skytte spiller sammen med Jakob Baumgartner fast med hos Rock Nalle, som Michelle Birkballe også samarbejder med i ny og næ.