En aften for fuld blæs og med høje hop
Rønde Handelsstandsforening indleder nye samarbejder til Familieaften torsdag med Big Band Battle og sodavandsdiskotek
Der er lagt op til en underholdende aften for hele familien, når Rønde Handelsstandsforening torsdag aften mellem kl. 18.00 og 21.00 får spærret Hovedgaden af og sørger for en sjov og oplevelsesrig aften for børn og voksne med fokus på familieaktiviteter.
“Mens vores Open by Night i juli foregår lidt mere på de voksnes præmisser med musikalsk underholdning og udeservering, så sætter vi til vores Familieaften alle sejl til for at børn og voksne kan få en fornøjelig aften sammen,” siger koordinator i Rønde Handelsstandsforening, Pernille Wierzba.
Byens forretninger sørger for forårsnyheder og gode tilbud, men det er jo ude på den afspærrede Hovedgaden og på byens pladser, at folkelivet og underholdningen kommer til at udspille sig.
Hovedgaden vil være afspærret for den kørende trafik fra Lillerupvej og til toppen af Hovedgaden før Molsvej, mens Familieaftenen står på.
Swingmusik i gaden
Som altid er der sørget for underholdning udefra, og denne gang bliver der bragt et klatrevæg og fire High Jumper trampoliner til Kaløtorvet, hvor børn og unge imod en beskeden betaling kan prøve sig med lidt nervepirrende aftenunderholdning under åben himmel - med sikkerhedsseler på vel at mærke.
Men Pernille Wierzba kan også fortælle, at Kulturhotellet er blevet medlem af Handelsstandsforeningen og derfor er der indledt et samarbejde om nogle af de aktiviteter, som blandt andet Syddjurs Musikskole bidrager med, når der skal være fest i gaden i Rønde.
“Vi vil gerne bidrage med aktiviteter, når der er mange mennesker i byen,” siger musikskoleleder Christen Frost, Syddjurs Musikskole, som har et ønske om at kunne koordinere Kulturhotellets aktiviteter med hvad der ellers sker i byen.
Således flytter Syddjurs Musikskole sit årlige Big Band Battle, i år med fem blæserorkestre, til Familieaftenen og indleder den musikalske dyst med et sambaoptog. Samtidig vil der være en sambaworkshop i Teatersalen.
Også Kunstnergruppen Rønde og Kunstens Venner Djursland bidrager med udstillinger og åbne værksteder.
Open Dance i Egegård
En anden nyhed til årets Famileaften er et sodavandsdiskotek, som Bregnet Menighedsråd er med til at arrangere i sognegården Egegård. Under overskriften Open Dance kan børn fra 2. til 4. klasse mellem kl. 19 og 21 være med til sodavandsdiskotek med eksotiske drinks, popcorn og dansekonkurrencer.
“På Egegård føler vi os jo som en del af byens puls og vil derfor gerne være med, når der sker noget særligt i byen,” siger sognepræst Anne Marie Poulsen Toldbod, som også er ungdomspræst i Syddjurs provsti.
“Vi har længe haft lyst til at medvirke i Familieaftenen og nu har Børne- og ungdomsudvalget i det nyvalgte menighedsråd valgt at slå dørene oåptil et sodavandsdiskotek,” siger Anne Marie Poulsen Toldbod.
Pigekor på gaden
Som altid er der mange foreninger på gaden, som vil fortælle om deres aktiviteter. Der bliver danseshow med Bekker Dans, live musik med Villers Garage på Kringlen og koncert med pigekor ved Café Laurits og Posthustorvet.
Kongsvad Rideklub i Thorsager og Ranch Elmehøj ved Følle laver hestetræksture og byens nye hesteforretning HesteHuset Husted vil vise deres sortiment.
Familieaftenen varer til kl. 21, hvorefter Hovedgaden igen vil blive åbnet for trafikken.