Fortsæt til indhold

FC Djursland må fortsat undvære Kristian Kaagh

Spidsangriberen er fortsat skadet, men cheftræner Anders Bjerre håber på Kaagh til topkampen mod Lindholm om en uge

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

De samme 14 aktører, der medvirkede i sidste spillerundes 1-1 hjemmekamp mod Odder, får chancen for at tage revanche for den indsats, som cheftræner Anders Bjerre efter kampen betegnede som "skrækkelig" - især når han kiggede på spillet i første halvleg.
"Vi har de samme 14 med til Viby, men der bliver to ændringer i startopstillingen," siger Anders Bjerre, der ikke vil sætte navne på.
"Spillerne ved det ikke endnu," lyder forklaringen.
De tre indskiftere i opgøret mod Odder var: Emil Mortensen, Daniel Højland Nielsen og Kasper "KP" Petersen.
Kristian Kaagh, der ikke var med mod Odder på grund af en skade, er endnu ikke fit for fight.
"Det går fremad for ham, så jeg håber på Kristian Kaagh, når vi møder Lindholm på Grenaa Stadion lørdag 18. maj," vurderer Anders Bjerre.

En ud af seks pokalkampe

Hvis FC Djursland skal fastholde momentum i toppen af Danmarksserien, er en sejr over Viby et must, men den dagsorden har været temaet, siden foråret startede, og holdet har formået at holde fokus indtil nu.
FC Djursland har således endnu ikke tabt endnu i 2013.
Spillet og indsatsen mod Odder var dog af en karakter, at Anders Bjerre sikkert vil gribe tingene en smule anderledes an lørdag over middag i Viby Idrætspark.
Ikke så meget spillemæssigt, men i form af et wake-up call eller to, inden kampen.
"Jeg har en klar forventning om, at vi samler os om opgaven på en hel anderledes måde end det var tilfældet mod Odder," siger cheftræneren.
De to andre bejlere til oprykning til 2. division Vest, Lyseng og Lindholm, mødes lørdag eftermiddag på Lindholms bane.
"Vi er opmærksomme på, at vi kan passere mindst et af de to andre oprykningskandidater i stillingen, og dermed igen komme på oprykningsplads, hvis slår Viby."

Mangler stabilitet

Viby, der er nedrykker fra 2. division Vest, ligger placeret på rækkens 8. plads med 25 point for 18 kampe. FC Djursland indtager 5. pladsen i Danmarksserien med 33 point for 19. kampe.
Viby er begyndt 2. halvdel af sæsonen med tre nederlag og to sejre.
Onsdag tabte aarhusianerne til AaB på hjemmebane med 0-1.
Viby trænes af Brian Gisleson, der har rod i Lystrup og siden Aarhus Fremad. Han er uddannet elitetræner fra Trænerskolen i Aalborg i 90'erne. Assistent er Mark Kammersgaard, tidligere divisionsspiller i fynske Svendborg.
En af Vibys bedste er topscorer Rasmus Kortbæk, der også spillede på et flot niveau i 2. division Vest, sammen med målmand Peter Ravn, der har en divisionsfortid i Aarhus Fremad.
Med hos Viby er også Martin Lumb, storbror til den tidligere AGF'er Michael Lumb, der nu slår sine folder i den tyske 2. Bundesliga for VFL Bochum.