FC Djursland udlignede i overtiden i en dramatisk forestilling
Forsvarsspilleren Søren Winther sørgede for 2-2 på Viby Stadion i en kamp, hvor Martin Møller sandsynligvis brækkede et ribben og gæsterne følte sig snydt for et straffespark
FC Djursland er fortsat ubesejret i anden turneringshavdel i Danmarksserien efter, at holdet lørdag opnåede 2-2 mod Viby på en meget knoldet og ujævn fodboldbane i Aarhus-forstaden.
"Set over hele kampen var uafgjort okay, men en situation i første halvleg, hvor vi klart følte os bortdømt, kunne måske have ændret på udfaldet," vurderer FC Djurslands cheftræner Anders Bjerre.
Situationen opstod ved stillingen 1-1 midtvejs i de første 45 minutter, hvor FC Djurslands Simon "KB" Christensen var alene igennem, men blev tacklet ureglementeret af en forsvarsspiller.
"Jeg har sjældent set mere klokkeklart straffespark, og tilmed skulle Vibys mand havde været smidt ud med rødt kort, fordi han som bagerste mand fratager os en scoringschance med en fortsætlig handling," siger en fortørnet cheftræner.
"Episoden fik naturligvis indflydelse på vores opfattelse af dommerens præstation resten af kampen, og den påvirkede stemningen på en træls måde."
Anders Bjerre noterede sig efter forseelsen, at den formastelige Viby spiller havde selverkendelse nok til at sige: "Der slap jeg sgu heldigt".
Stærk Simon "KB"
Hjemmeholdet kom foran efter blot tre minutters spil, men FC Djursland fik udlignet efter et kvarter, da Simon "KB" Christensen udnyttede efterspillet efter et hjørnespark til at sparke bolden i mål.
Netop Simon "KB" Christensen, der spillede spidsangriberpositionen, fik roser af Anders Bjerre efter kampen for en løbestærk og viljefast præstation.
Anders Bjerre havde blandet kortene denne gang og sat de to unge, Kristian Gertsen og Sebastian Konrad, på bænken sammen med Daniel Højland Nielsen.
I stedet var både Emil Mortensen og Kasper "KP" Petersen med fra start.
Sen udligning
Efter pausen kom Viby igen først på tavlen efter tyve minutters spil på et langskud, og først et minut inde i overtiden udnyttede den kampglade Søren Winter en klumpspilssituation til at ugligne til 2-2.
"Lige inden Søren Winthers udlignende mål afsluttede Viby på stolpen, så havde de scoret her, var vi ikke sluppet fra kampen med det ene point," erkender Anders Bjerre.
FC Djursland havde tilsvarende et forsøg på stolpen i første halvleg.
Martin Møller på hospitalet
FC Djurslands midtstopper, Martin Møller, måtte efter pausen forlade arenaen.
"Han har sandsynligvis brækket et ribben, men det ved vi først, når han er blevet scannet. Han tog direkte på hospitalet," fortæller Anders Bjerre.
"Har han brækket et ribben, er han ude i resten af sæsonen. Sådan en skade tager tid at komme sig over, ikke mindst mentalt."
Hertil kommer, at både Emil Mortensen og Joachim Godtfred har samlet strafpoint nok sammen til, at begge har karantæne, når FC Djursland på lørdag spiller topkamp på Grenaa Stadion mod Lindholm.
"Kristian Kaagh er også fortsat tvivlsom, så jeg må bruge søndagen til at fundere over, hvad vi så gør," siger Anders Bjerre efter den intense lørdag eftermiddag i Viby Idrætspark.