Fortsat flertal for rådhusplan
Syddjurs borgmester Kirstine Bille (SF) kunnre på sidste uges gruppeformandsmøde konstatere, at der fortsat er flertal for den plan for rådhusene som blev vedtaget i efteråret 2012
"Der er fortsat politisk flertal for den rådhusplan, som byrådet vedtog i forbindelse med budgetforhandlingerne i efteråret 2012," lyder Syddjurs borgmester Kirstine Billes (SF) konklusion efter sidste uges gruppeformandsmøde på rådhuset i Rønde, som hun havde indkaldt til efter, at Det Radikale Venstres Carsten Bech havde stillet spørgsmålstegn ved det formålstjenlige i at nedlægge rådhuset i Rønde og udbygge/renovere rådhusene i Ebeltoft og Hornslet med henvisning til kommunens økonomiske situation og pressede likviditet.
"Det er aftalt, at vi, når vi kommer tættere på de konkrete forudsætninger for budget 2014, kigger på det samlede anlægsprogram igen. Noget kan måske vente lidt, og andet kan måske gøres lidt billigere," tilføjer Kirstine Bille.
De konkrete forudsætninger kender kommunerne ikke endnu, før Kommunernes Landsforening og finansministeren har forhandlet det samlede økonomiske spillerum i 2014 på plads for de 98 kommuner.
Nye forslag konsekvensberegnes
På gruppeformandsmødet blev det også aftalt at få beregnet de økonomiske kondsekvenser af en række nye forslag fra Carsten Bech, som dog har pointeret, at han ikke har intentioner om at starte rådhusdebatten på ny, men blot vil diskutere det rigtige i tempo og timing i de planer, der er lagt, og måske ad den vej finde nye og billigere løsninger.
"Vores likviditetsprognoser siger, at vi har en opgave med hensyn til at styrke kassebeholdningen," erkender Kirstine Bille.
"Men at udskyde nødvendige anlæg, der skal skaffe os driftsbepsparelser på længere sigt, vil efter min mening være en dårlig ide. Vi kommer ikke uden om at kigge på driften igen for at skabe det råderum, der kan styrke kassen og give plads til investeringerne," understreger borgmesteren.
Borgmesteren vil altså ikke give køb på den vedtagne rådhusplan, fordi den ud i fremtiden vil betyde årlige besparelser på driften (5 mio. kroner), når den er fuldt ud gennemført.
Samtidig skal byrådet igennem en ny tour de force med budgettet både for 2014 og overslagsårene for at få enderne til at nå sammen. Denne øvelse, der betyder besparelser, kender byrådet så udmærket.
Den bliver ekstra interessant og besværlig, fordi valgkampen op til kommunalvalget i november 2013 intensiveres efter sommerferien, hvor budgetforhandlingerne starter for alvor.