Grenaa fortsat ubesejret i Jyllandsserien
Viborg Søndermarkens målmand havde sæbe på handskerne, og det udnyttede Grenaa IF til at score et par lette mål
Grenaa IFs nyoprykkere til Jyllandsserien fortsætter med at imponere. I holdets tredje kamp i sæsonen gik det ud over Viborg Søndermarken som endnu ikke har fået point efter fem forsøg.
Grenaa IF vandt 3-1 efter en ikke særligt velspillet kamp.
"Min baghave er mere plan end den bane, vi spillede på i Viborg," siger Grenaa IFs assistenttræner Daniel Lilleris.
"Derfor foregik det meste af spillet i tredjesals højde, men vi kontrollerede nu begivenhederne, og havde vi spillet på en ordentlig bane, var Viborg Søndermarken blevet kørt ud af brættet."
Grenaa IF havde midtstopper Morten Kjær med igen, og var forstærket yderligere med Daniel Højland Nielsen og Nicolaj Søgaard fra FC Djurslands Danmarksserietrup.
Sune Sørensen bragte Grenaa foran efter et kvarter, da han effektivt straffede hjemmeholdets udfordringer med at stå rigtigt i den bagerste kæde.
Morten Kjær og en svag målmand i forening gjorde det til 2-0 fem minutter senere efter et langt indkast fra Rasmus Brandstrup.
Stig Zacher bedst
Viborg Søndermarken reducerede til 2-1 efter den halve time, da Tor Toftegaard tabte bolden på midten, og hjemmeholdets bedste, en hurtig venstrekant, kunne slå contra.
En ti minutters udvisning af Daniel Højland Nielsen ødelagde det ikke for Grenaa IF, for Viborg Søndermarkens viste fortsat usikre tendenser.
Det skete for eksempel i det 35. minut, hvor Stig Zacher kunne puffe en returbold i mål.
Efter pausen kunne Grenaa IF koncentrere sig om at holde stillingen. Et skud på overliggeren var det tætteste, hjemmeholdet kom til en scoring.
Grenaa IFs bedste, Stig Zacher, brændte til gengæld en friløber, og Grenaa havde også et par andre muligheder, ifølge Daniel Lilleris.
"Stig Zacher løb et pænt antal kilometer og var en evig trussel med sin hurtighed. Han og Sune Sørensen havde hjemmeholdets bagerste det svært med," siger Lilleris.
Grenaa IF har nu hentet 7 point i tre kampe og møder Aars næste gang. Det sker på Grenaa Stadion søndag 5. maj klokken 13.