"Skrækkeligt før pausen"
Overbygningsholdet måtte nøjes med 1-1 i lørdagens hjemmekamp mod Odder, og det var cheftræner Anders Bjerre tilfreds med set i lyset af indsatsen
"Normalt spiller vi med en udstråling og en gnist, der kan bære os helskindet hjem i vanskelige perioder i kampene. To egenskaber, der var helt væk i dag, især i første halvleg, der var decideret skrækkelig at komme igennem," indrømmer en ærlig Anders Bjerre, cheftræner hos FC Djursland.
Lørdagens modstander, Odder, lagde ifølge Bjerre, et tungt pres på hjemmeholdet i første halvleg, hvor intet hang sammen hos hjemmeholdet.
"De havde et par dygtige folk oppe foran, som pressede os godt og også bedre end jeg nok havde forventet," erkender Anders Bjerre, der måtte undvære spidsangriberen Kristian Kaagh, som blev ersattet af Sebastian Konrad.
Kunne have lukket kammpen
Trods den pauvre spillemæssige indsats var der det alligevel FC Djursland, der scorede først. Jonas "JJ" Jakobsen sparkede et hjørnespark direkte i mål efter en time.
"Umiddelbart efter målet havde vi to kæmpestore chancer, som vi kunne have lukket kampen med," fortæller Anders Bjerre.
Resten af opgøret forsøgte hjemmeholdet at forsvare føringen hjem, men ti minutter før tid udlignede Odder efter et frispark, som FC Djurslands målmand Lasse Pedersen kom lidt skævt ud til, men den konsekvens, at han boksede læderet lige lukt i nakken af medspiller Martin Møller, hvorfra bolden hoppede i mål.
"Et selvmål og måske meget symptomatisk for vores indsats," erkender Anders Bjerre.
Få spillede med nerve
"Jeg skal være tilfreds med resultatet, og det ene point," siger Anders Bjerre.
"Det var fortjent, at vi ikke tilkom mere. Det var indsatsen ikke til, og det er på ingen måde en, vi vil huske særligt længe."
Han noterede, at Søren Winther, Martin Møller, Sebastian Konrad og Simon "KB" Christensen leverede på et acceptabelt niveau.
"Ellers var der mest af alt tale om det, der vist hedder en kollektiv offday."
Alle tre reserver blev således bedt om at varme op allerede efter 8 minutters spil, fordi Anders Bjerre var så frustreret over starten på kampen, at han følte anledning til at foretage sig noget radikalt allerede på dette tidspunkt.
Udskiftningerne kom dog først efter pausen. Emil Mortensen afløste Kristian Gertsen, Kasper "KP" Petersen kom ind i stedet for Sebastian Konrad, medens Daniel Højland Nielsen tog over efter Morten Hjorth kort før tid.
Lørdag møder FC Djursland på udebane Viby. Atter en kamp, der skal hentes point i, hvis drømmen op oprykning til 2. division skal blive en realitet.