Blovstrød Skole med i opløbet om filmpris
Elever har lavet reklamefilm om den hårde tone i skolen og skal nu konkurrere om 10.000 kroner
Instruktør- og skuespillerdrømme får frit spil, når Blovstrød Skole deltager i en filmkonkurrence, der sætter fokus på vigtigheden af en god tone i folkeskolen.
Det bliver ganske vist ikke med hverken Brad Pitt eller Trine Dyrholm i hovedrollen, men mindre kan også gøre det.
Eleverne får nemlig med deres reklamefilm mulighed for at dyste om "Bedste reklamefilm" og "Publikumsprisen".
15. maj fik eleverne i 7. klasse på Blovstrød Skole besøg af underviser og filmproducer Randolf Carlos Aaby, der skulle hjælpe eleverne med at lave deres egen reklamefilm med temaet "Tal ordentligt".
Eleverne skulle selv producere en reklamefilm, som derefter er med i opløbet til prisen for bedste reklamefilm, der er indstiftet af mobilselskabet Call me. I starten af efteråret bliver det afsløret, om eleverne på Blovstrød skole vinder prisen for bedste film og 10.000 kr., når en jury udvælger den bedste blandt de nominerede skolefilm.
Derudover kan eleverne også vinde ”Publikumsprisen”, som går til den film, der får flest likes på www.talordentligt.dk.
Eleverne har lært at idéudvikle, lave storyboard, filme, redigere og samarbejde. Og gennem processen får eleverne diskuteret og reflekteret over den hårde tone og vigtigheden af at tale ordentligt.
"Vi mener, at det er vigtigt at sætte fokus på den gode tone allerede i folkeskolen. Derfor var det naturligt for os at indlede et samarbejde med skolerne som led i hele 'Tal ordentligt'-projektet. Det er fantastisk at opleve elevernes engagement i projektet, og der er kommet nogle rigtig gode og tankevækkende film ud af deres indsats", siger Hanne Lindblad, som er direktør i Call me og initiativtageren bag 'Tal ordentligt'-projektet.
Man kan se alle de tilmeldte film og læs mere om Tal ordentligt Film Studios på talordentligt.callme.dk, hvor man også kan stemme på sin favorit.
Prisen uddeles i efteråret 2013.