Kanoner åbner Kulturhavn Kronborg
Det gælder om at holde sig for ørene, når Kulturhavn Kronborg åbner
Det bliver i bogstaveligste forstand et brag af en folkefest, når Kulturhavn Kronborg åbner lørdag 25. maj ved Helsingør Havn og Kronborg.
Alle er velkomne, men gæsterne kommer ikke kun til at holde på hat og briller, hvis vinden frisker op – det gælder også om at være klar til at kanontorden, klingende kirkeklokker og tudende skibssirener kl. 12.30 officielt 'spiller sammen' i et overdådigt lydkor på havnen.
Kanonerne er Kronborgs kanoner. De bliver skudt af fra ravelinen, som oprindelig var en del af Kronborgs fæstningsværk, og som nu er genskabt i en moderniseret version. Hvor højt det kommer til at lyde er svært at sige, fordi lyden vil blive kastet tilbage fra husene og Kulturværftet, men mon ikke, at de mindste børn skal advares på forhånd, hvis braget bliver rigtigt højt.
"Sikkerhedsafstanden til kanonerne er 50 meter. Og det skal naturligvis overholdes, men hvordan lyden bliver kastet rundt, ved vi ikke helt, fordi vi ikke har prøvet det før med høje brag og masser af musik på området," siger den ansvarlige for indvielsen, Flemming Jensen, der er kommitteret for Kulturområde Helsingør.
Kulturhavn Kronborg er et landskabsprojekt, der har genskabt en række af Kronborgs fæstningsværker – for eksempel ravelinen – og moderniseret Helsingør Havn. Bag projektet står partnerskabet Realdania, Helsingør Kommune og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme (tidligere Slots- og Ejendomsstyrelsen). Projektet er udviklet i et samarbejde med landskabsarkitekt Jeppe Aagaard Andersen.
Åbningen af Kulturhavn Kronborg foregår lørdag 25. maj kl. 11.00-15.00. Den officielle del af åbningen begynder kl. 12.00 med tale af blandt andre kulturminister Marianne Jelved. Og kl. ca. 12.30 affyres kanonerne, mens kirkeklokkerne og skibshorn tuder og værftsfløjten lyder for at markere åbningen.
Se programmet for åbningen på www.kulturhavnkronborg.dk