Fortsæt til indhold

Brændte direktører skyld i pointtab

Aastrup-Hammelev måtte nøjes med 1-1 mod et rekronstrueret Hadsund mandskab i Serie 2

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

"Vi følte efter kampen, at vi direkte smed 2 point på gulvet," siger Aastrup-Hammelevs spillende træner Jacob Stensgaard på bagkant af opgøret i Serie 2 mod Hadsund på en knoldet bane i Aastrup.
Kampen sluttede 1-1 (0-0).
"Specielt i anden halvleg spillede vi godt og producerede chancer nok til en 3-4 mål, men den skarphed, vi havde mod Bælum i foregående kamp, manglede vi totalt i lørdagens kamp," siger en ægerlig Stensgaard.
Der kom mest kul på kampen efter pausen, hvor især hjemmeholdets Mathias Busse startede med at brænde et par friløbere.

"Den dårlige bane gjorde det svært at få et ordentligt træf på bolden," undskylder Jacob Stensgaard.

Stærk Heenig

Efter en lille times spil sørgede Frederik Kjærgaard for forløsningen, da han strøg igennem modstanderforsvaret og udplacerede en ellers velspillende Hadsund keeper.

"Vi fortsatte herefter med at presse Hadsund tilbage, men stik imod spil og chancer faldt udligningen med cirka 10 minutter igen, da et indlæg blev headet i kassen ved bagerste stolpe," fortæller Jacob Stensgaard.
Hjemmeholdet satsede hele butikken i de sidste minutter, men trods gode muligheder til Mathias Fruensgaard og Jonathan Heenig blev det ikke til mere.
Hos hjemmeholdet spillede netop sidstnævnte en fin kamp på den centrale midtbane, hvor han fyldte meget. Han blev kåret til 'man-of-the-match'.

"Han var særdeles løbevillig, arbejdsom og aldeles suveræn i luftrummet hvor han vandt stort set alle de dueller han var oppe i," roser Stensgaard, der også havde sat et plus ud for Frederik Kjærgaards navn - for scoringen og en god fight i det hele taget.