Fortsæt til indhold

Hornslet håber på de første point mod Langå

Nyoprykkede Hornslet har tabt de to første kampe i Serie 1, men spillende cheftræner Thomas Gerberg har ikke tabt troen på holdets muligheder

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Hornslet var kun lige nede at runde Serie 2 en enkelt sæson, før rosenholmerne var tilbage i Serie 1.
Her har opstarten været alt andet end optimal med to nederlag i de to første kampe, der begge har været spillet på udebane. Mod Sønderup/Suldrup IK Frem blev det til et 2-1 nederlag, og lørdag tabte Hornslet til Aalborg Chang med 3-0.
"I begge kampe er vi startet dårligt, og det er blevet straffet," fortæller Hornslets spillende cheftræner Thomas Gerberg, der deler ansvaret med den spillende assistent, målmand Lars Andersen, og holdleder Gert Knudsen.
"Í den første kamp var vi bagud med 2-0 efter en god halv time, men resten af kampen dominerede vi. Desværre formåede vi kun at score en enkelt gang."
"Mod Aalborg Chang, der var et betydeligt bedre hold end Sønderup/Suldrup IK Frem, gentog det sig. Vi kom bagud 2-0 ret hurtigt, men spillede lige op med hjemmeholdet i resten af kampen, og de scorede først det sidste mål i slutminutterne."

Farvel til Jepsen

Før sæsonstart måtte Hornslet sige farvel til de sidste sæsoners suveræne topscorer Jesper Jepsen, der nu spiller Jyllandsseriefodbold i Lystrup.
"Det var selvfølgelig hårdt at sige farvel til Jesper, der vel scorede 15 mål i Serie 2 og lagde op til 7-8 stykker," siger Thomas Gerberg.
Desuden er også Casper Grønning stoppet, og det samme er broderen Jonas Grønning, hvis knæskade er brudt op igen.
"Jonas har meddelt mig, at det er slut nu, så det gør ikke ligefrem vores bredde i truppen bedre," lyder det fra Gerberg.
I en af de sidste træningskampe gik den løbestærke midtbanemotor, Kaare Sørensen i stykker (forstrækning i lægmuskel), og han har ikke spillet endnu.
Kort før afgang til Aalborg i lørdags måtte hardhitteren Henrik Dueholm melde forfald, fordi han af private årsager var tvunget til at skynde sig hjem på grund af sygdom i den nærmeste familie.
Mod Aalborg Chang debuterede nyerhvervelsen Magnus Pilgaard (kommet fra TMV). Han var fraværende i den første kamp med en skade.
"Derfor har opstarten været lidt kaotisk, og når vi kun er 14 spillere, der realistisk bedømt har niveau til Serie 1, har det gjort ondt med de mange afbud," siger Gerberg.

Optimist trods alt

Trods den lidt trælse opstart har Thomas Gerberg ikke opgivet ævred.
"Vi har jo været godt med i kampene, og derfor tror jeg også på, at vi snart får de første point."
Måske kommer de allerede torsdag, når Langå kommer på besøg på Hornslet Stadion.
"Det bliver en svær kamp, ingen tvivl om det, fordi vi skal møde et fysisk meget stærkt hold, der vil spille meget med høje bolde ind i vores felt og satse på hjørnespark og lange indkast," siger Gerberg.
"Vores målmand Lars Andersen bliver uhyre, fordi han med sin styrke i luften skal hjælpe vores lidt mindre spillere."
Thomas Gerberg havde håbet, at den headestærke veteran Klaus Randers kunne være med fra start, men den går ikke.
"Det har Randers ikke luft til, fordi han er startet træningen sent, og vi ved, at hans fysik er meget skrøbelig. Derfor skal vi ikke forcere noget."
Til gengæld forventer Gerberg, at både Henrik Dueholm og Kaare Sørensen kan spille for fuld damp.
Kampen fløjtes op klokken 18.45 og dømmes af Murat Simsek.