Hornslet tæt på go'nat
Hornslet er nærmest tvunget til at hente tre point i fredagens hjemmekamp mod Aalborg Chang
Sølle fire point i ni kampe er det blevet til for nyoprykkerne til Serie 1, Hornslet, og det rækker kun til jumbopladsen i rækken.
Fredag møder rosenholmerne Aalborg Chang på Hornslet Stadion, og spillende cheftræner Thomas Gerberg erkender, at det er ved at være sidste udkald, hvis troen på en forbliven i Serie 1 ikke blot skal være varm luft.
"Det bliver hamrende svært at klare frisag, men håbet er ikke slukket endnu, og vi har trods alt hentet vores fire point i de sidste tre kampe, så det er bestemt ikke umuligt, at vi kan gøre noget ved Aalborg Chang, selv om holdet efter min mening er det bedste i Serie 1."
Dumt pointtab og rødt kort
Hornslet forsømte en gylden mulighed for at hente tre point i fredagens hjemmekamp mod Sønderup/Suldrup IF.
Opgøret sluttede 2-2 (1-1).
"Vi startede svagt og spillede en skidt første time, hvor vi faldt i bolden og ikke kunne ramme hinanden på fem meters afstand mod et ellers ordinært og defensivt orienteret udehold, der dog havde en virkelig dygtig angriber."
Efter 60 minutter var stillingen 1-2, men da Pelle Pilgaard udlignede i det 61. minut, var det signal til en slutspurt fra hjemmeholdets side, som blot ikke førte til en afgørende scoring.
"Vi havde tre kæmpestore chancer, to til Klaus Randers og en til Jesper Josiasen, men desværre førte de store tilbud ikke til mål."
Små ti minutter før tid blev Hornslet decimeret til ti spillere, idet unge Mathias Reinhold modtog sit andet gule kort.
"Det var korrekt, at han skulle have gult i anden omgang, men på ingen måde i første," lyder det fra Gerberg, der roste Jeppe Horsdal for en god indsats centralt på midtbanen og veteranen Pelle Pilgaard på venstrekanten.
Tæller på knapperne
Thomas Gerberg og og hans trænerkollega, målmand Lars Andersen, har endnu ikke besluttet, om de fortsætter som trænere i Hornslet i næste sæson.
"Det tager vi stilling til i løbet af de næste par uger, men beslutningen er upåvirket af, om vi rykker ned eller bliver i Serie 1," siger Thomas Gerberg, der er fyldt 36.
"Jeg er naturligvis meget interesseret i, at der også er et godt førstehold i Hornslet efter sommerferien, så jeg kaster ikke bare handsken," lover Gerberg.