"You can't start a fire without a spark"
The Boss himself kommer naturligvis ikke til Rosenholm Festival, men det gør hans lange perlerække af sange leveret af en klon
"The Boss - Tribute to Springsteen", hedder bandet, der lægger folk i seng fredag aften i Det Store Telt på årets Rosenholm Festival.
Mesteren himself har netop været i Danmark, hvor han spillede to koncerter - i Parken i København og i Boxen i Herning.
Den sidste mere vellykket end den første, hvis man skal tro på anmelderne, som for Gud hvilken gang fastslog, at Parkens betonlyd og rockmusik aldrig bliver forenelige størrelser.
Bruce Springsteen har et hav af kloner verden over, der fortolker mesterens store katalog af arketypiske sange fra det store land på den anden side af Atlanten.
Danske "The Boss - Tribute to Springsteen" har fået mange pæne ord med på vejen, og bandet skal også være mere end ualmindeligt ringe, hvis det skal formå at ødelægge det arsenal af stedsegrønne sange, som Bruce Springsteen har bidraget med i tidernes løb.
"The Boss - Tribute to Springsteen" kan aldrig leve op til mesteren selv, men formår bandet at præstere kongeniale fortolkninger af numre som “Hungry Heart”, “No Surrender”, “Glory Days”, “My Hometown”, “Fire”, “Dancing in the dark”, “Human Touch” og “Waiting on a Sunny Day” kan det ikke gå helt galt.
"You can't start a fire, sittin' 'round cryin' over a broken heart/This gun's for hire even if we're just dancing in the dark."