Fortsæt til indhold

FC Djursland uden fire stamspillere i topkamp

To skader og to karantæner tvinger FC Djurslands cheftræner Anders Bjerre til at trylle med truppens sammsætning til lørdagens hjemmekamp mod Lindholm

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

FC Djursland må undvære de karantæneramte Emil Mortensen og Joachim Godtfred samt de skadede, Kristian Gertsen og Martin Møller, i lørdagens topopgør mod Lindholm på Grenaa Stadion.
Kristian Gertsen spillede i ugens løb en pokalkamp for U19 holdet mod AGF, men han måtte gå ud før tid med en forstuvet fod.
Martin Møller måtte forlade sidste lørdags Danmarksseriekamp mod Viby med stærke smerter i brystregionen.
En undersøgelse på hospitalet afslørede efterfølgende, at han havde fået trykket et ribben.

Kaagh klar

Cheftræner Anders Bjerre kan til gengæld glæde sig over, at Kristian Kaagh, der har været ude de to seneste kampe med en skade, trænede med torsdag uden problemer, så den rutinerede angriber er med lørdag eftermiddag blandt de 11 startende.
Det er også Jesper Sørensen, der dermed får sin debut. Unge Sørensen, der har fået sin fodboldopdragelse i Aastrup-Hammelev, er førsteårssenior og har hidtil spillet turneringskampe for barndomsklubbens førstehold i Serie 2.
Desuden træder to talentfulde U19 spillere ind i truppen, Nikolaj Søgaard og Tor Johansen. Begge har i denne sæson spillet kampe for Grenaa i Jyllandsserien.
Anders Bjerre vil starte med Jesper Sørensen som højreforsvarer i en start-11'er, der meget vel kan få følgende udseende:
Lasse Pedersen (mål) - Jesper Sørensen, Søren Winther, Michael Pedersen og Malte Kastrup (bagerste firekæde) - Jonas Jakobsen og Morten Hjorth (centrale midtbanespillere) - Simon "KB" Christensen (offensiv midtbane) - Kasper "KP" Petersen og Daniel Højland (kanter) - Kristian Kaagh (spidsangriber)
Bænk: Nikolaj Søgaard, Tor Johansen og Sebastian Konrad
Lørdagens kamp er mellem 2 hold som ikke har tabt i foråret, FC Djursland har 3 sejre og 4 uafgjorte, mens Lindholm har 5 sejre og 3 uafgjorte. Samtidig er der også revanche på spil, da den omvendte kamp endte 0-1 til FC Djursland.

Spændt på kampen

Anders Bjerre er af gode grunde spændt på kampen, og virkningerne af de justeringer, som han er nødt til at foretage på banen.
"Jeg tror naturligvis på, at spillerne kan løse opgaven, men det er klart, at man er lidt ekstra spændt op til sådan en kamp," indrømmer Anders Bjerre.
Før morgendagens kamp er der ikke grund til, at han minder spillerne om, at der resterer seks spillerunder, og at point af indlysende årsager nærmest er en nødvendighed i forhold til duellanterne til oprykning til 2. division Vest, Lyseng og så netop Lindholm.
Lindholm har et forspring på fire point lige nu i forhold til både Lyseng og FC Djursland.
Lyseng møder i denne spillerunde Danmarksseriens tophold, Kolding, der imidlertid ikke kan rykke op.
"Hver eneste kamp har været vigtig i foråret, og det bliver de sidste seks også. Sådan er det bare, hvis man vil lege med i toppen," konstaterer Anders Bjerre.

Lindholm sætter alle sejl til

Lindholm kan med en sejr rykke afgørende fri i toppen, og Limfjordsklubben sætter da også alle sejl til.
Klubbens hovedsponsor, Spar Nord, betaler således en bus til alle de supportere, der vil drage til Grenaa for at støtte holdet i jagten på en sejr.
Lindholm har udtaget følgende 13 til kampen:
1 Jacob Brændstrup
2 Joachim Sand
3 Jacob Hørbye Nielsen
4 Jacob Hjorth
5 Karsten Viborg
6 Kasper Holt
7 Kim Kaldahl Jensen
8 Kristoffer Nielsen
9 Lasse Poulsen
10 Martin Vixø Kristensen
11 Mathias Sauer
12 Peter Stokholm
13 Thomas Quorning Poulsen
Profilerne på holdet er: Joachim Sand, Martin Vixø Kristensen og Peter Stokholm.
Opgøret på Grenaa Stadion begynder klokken 15.