Fortsæt til indhold

Nu får Helsingør-motorvejen ny støjsvag asfalt

Samfund
Jacob Nielsen

Fra på tirsdag går arbejdet igang med at få udskiftet asfalten på dele af Helsingørmotorvejen. Det er Vejdirektoratet der fra den 21. maj til den 31. maj lægger ny støjdæmpende asfalt på strækningen der starter ved broen over Dyssegårdsvej/Hans Jensens Vej i Gentofte, og slutter hvor vejen fletter ud til Lyngby omfartsvej. Resultatet af arbejdet vil være en betydelig reduktion i støj fra vejen og en bedre kørekomfort for trafikanterne.
Anlægget vil kun foregår i det nordgående spor, og da fremkommeligheden på strækningen er af høj prioritet, vil arbejdet fortrinsvis ske om aftenen og natten mellem klokken 20.00 og 06.00, dog lørdag til kl. 12.00. Der vil dog også blive lavet mindre renoveringsarbejder på strækningen mellem 09.00 og 15.00.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som lokale borgere og trafikanter må opleve i forbindelse med vejarbejdet, som vil komme til at støje en del, når asfalten bliver udlagt. Støjen vil komme fra lastbiler, asfaltmaskiner og tromler. Arbejdet vil blive udført hurtigt som muligt, så generne for trafikanter og naboer til vejen mindskes mest muligt, oplyser Vejdirektoratet.