Fortsæt til indhold

14-årig filmede sin livsfarlige tagfat-leg med regionaltog

Samfund
Jacob Nielsen

Flere Facebook-brugere har de seneste dage rettet henvendelse til DSB om, at have set et videoklip på nettet, hvor en ung mand filmer, at han går på et jernbanespor direkte mod et tog, der med høj hastighed har retning imod ham, og at han først springer til side i sidste øjeblik, meds han stadig filmer. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Det fik onsdag formiddag DSB til at rette henvendelse til politiet. DSB oplyste, at der ifølge indberetninger fra lokomotivførere havde været to tilfælde henholdsvis mandag og tirsdag i denne uge.
Ved gennemsyn af den unge mands video på nettet lokaliserede politiet jernbanestrækningen til at være i nærheden af Mørkøv ved Holbæk. Ved søgning på Facebook og i diverse politi-registre fandt politiet frem til en 14-årig dreng fra Mørkøv, som blev kontaktet på sin bopæl, hvor moren også var til stede. Den 14-årige erkendte at være ophavsmand til både videofilmen og offentliggørelsen på Facebook.
Den 14-årige og hans mor er derfor blevet bedt om at møde på politistationen i Holbæk sammen med de sociale myndigheder til afhøring om mulig overtrædelse af straffelovens § 184 om forstyrrelse af sikkerheden af jernbanedriften og overtrædelse af jernbaneloven ved at færdes på sporarealet. Den 14-årige kan dog ikke sigtes for overtrædelserne på grund af sin lave alder.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi vil man under afhøringen videregive drengen oplysninger fra DSB om, at han er heldig med at være sluppet med livet i behold. Videooptagelsen viste nemlig et forbikørende IC3-togsæt, men havde toget været et dobbeltdækker-togsæt, ville aerodynamikken omkring toget ved kørsel med høj hastighed have bevirket, at drengen ville være blevet suget ind under toget. Samtidig vil politiet fortælle ham om oplevelsen set fra lokomotivførerens synspunkt. Videofilmen er nu blevet fjernet fra Facebook.