Ladegårdsparken får et prisdyk
Økonomiudvalget har besluttet at skrue priserne på byggegrunde i Ladegårdsparken i Rønde ned med 15 procent
Grundpriser fra 710.000 kroner for 888 m2 til 1.090.000 kroner for 1157 m2 på den kommunale udstykning Ladegårdsparken i den vestlige del af Rønde er for høje.
Det har Økonomiudvalget erkendt, og derfor er grundpriserne generelt blevet sænket med 15 procent.
Med nedsættelsen vil priserne ligge mellem ca. kr. 603.500 og 926.500 (mellem kr. 680 og 800 pr. m2). Priserne er inklusive alle tilslutningsafgifter - el, vand og varme.
Grundene i Ladegårdsparken blev udbudt i kølvandet på finanskrisen, og det har medført begrænset efterspørgsel.
Intet salg i to år
Syddjurs Kommune har således ikke solgt nogen grunde i Ladegårdsparken siden årsskiftet 2010/2011, hvor kommunen gav 10 procent i rabat i forbindelse med ændringen af momsreglerne om byggegrunde.
Ladegårdsparken ligger tæt på skole og idrætshal. En del af grundene har flot udsigt til Kalø Vig, og deres placering i den vestlige del af Rønde gør, at man hurtigt kan komme på motorvej til Århus.