Syddjurs siger farvel til 30 dagplejere
Et markant fald i børnetallet tvinger Syddjurs Dagpleje til at fyre 18 dagplejere. Yderligere 12 stopper deres af virke ved naturlig afgang
Dagplejeleder Birgitte Bach Thomsen starter 1. juni 2013 som ny SSP-koordinator i Syddjurs Kommune.
Inden da tvinger de faldende børnetal i Syddjurs hende til at afskedige 18 dagplejere. 5 fik en fyreseddel i april, og i maj følger yderligere 13 efter.
Hertil kommer, at 12 stopper af naturlige årsager (alder, andet arbejde osv.).
"Der er en jævn naturlig afgang blandt kommunens dagplejere. Gennemsnitsalderen er høj, og mange holder, fordi de går på efterløn. Nogle af de yngre holder fordi de skal i gang med en uddannelse," forklarer Birgitte Bach Thomsen.
Men den naturlige afgang af dagplejere har altså ikke været nok til at modsvare den faldende mængde arbejde. Lige nu er afgangen af børn simpelthen større end tilgangen.
I løbet af efteråret 2013 ender Syddjurs Dagpleje med at have 115 dagplejere ansat.
Markant fald
Det er markant faldende børnetal i kommunen, der tvinger Dagplejen til at fyre medarbejdere.
Fra starten af 2011 og til nu er børnetallet således faldet fra over 520 børn til 380 børn i maj 2013.
Forventningerne til 2013 lød ellers på 451 børn, men allerede inden 1. januar var tallet skrevet ned til 430.
"Hvis vi skulle have opretholdt vores normering på 430 børn, skulle børnetallet stige i 1. kvartal i år, men det har ikke været tilfældet. Børnetallet er ikke faldet i 1. kvartal, men blot stagneret, " fortæller Birgitte Bach Thomsen.
"Kombinationen af et ikke stigende børnetal og en stor afgang af børn til børnehaverne gør derfor, at vi må justere vores normering og budget efter de faktiske forhold, så vi nednormeres til et gennemsnit på 400 børn for hele 2013."
Hårdere krav til belægning
Da byrådet vedtog dette års budget, besluttede politikerne, at Dagplejen skulle drives med en såkaldt samlet belægningsgrad på 3,45 børn.
I både 2011 og 2012 rummede budgettet et større spillerum til ledige pladser, og der var ikke tilsvarende aftaler om fast belægning.
Belægningsgraden skal være stigende frem til 2015, hvor den skal være på 3,6 børn.
Stramninger, der i høj grad presser Dagplejens ledelse til at afpasse antallet af dagplejere efter antallet af børn for at komme i mål med budgettet.