Fortsæt til indhold

To unge kvinder stjal tøj med vold og magt

Samfund
Jacob Nielsen

Der opstod tumult, da en butikskontrollant tirsdag klokken 13:18 afslørede to unge kvinder i at stjæle tøj fra H&M i butikscentret Ros Torv i Roskilde. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Da kontrollanten ville holde kvinderne tilbage, satte de sig voldsomt til modværge. Den ældste af de to butikstyve begyndte derefter at fastholde kontrollanten, så den yngste kunne stikke af med en taste, de havde fyldt med tøj. Den ældste slap derefter kontrollanten og løb efter den yngste ud på Københavnsvej, men en vagtmand fik standset begge ved en nærliggende tankstation.
Her kunne politiet derfor anholde de to kvinder på henholdsvis 16 og 26 år fra Viby Sjælland. De blev sigtet for i fællesskab at have stjålet tøj til en p.t. ukendt værdi. Efter afhøring blev begge løsladt, men de kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres. De sociale myndigheder vil blive underrettet for den 16-åriges vedkommende, oplyser politiet.