Fortsæt til indhold

"Træk ny kompetencer ind i bestyrelsen"

Syddjurs borgmester Kirstine Bille (SF) kan sagtens se en idé i, at der kom folk udefra med i Djurs Mads bestyrelse

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Den kommunale madvirksomhed, Djurs Mad I/S, der er dannet af Norddjurs og Syddjurs Kommuner og har hovedkøkken i Auning, mangler endnu en finde en rytme, der kan tilfredsstille politikerne i begge lejre.

Økonomien er endnu et stykke fra at balancere, og især i Syddjurs Byråd har flere politikere talt med store bogstaver.
Syddjurs borgmester Kirstine Bille (SF) bakker fortsat op om Djurs Mad I/S i sin nuværende form, men hun er enig i, at det er utilfredsstillende med store budgetoverskridelser, fordi der kun er kommunerne til at betale.
"Jeg er fuldt ud klar over, at der er nogle klare grænser for, hvordan Djurs Mad I/S kan agere," siger Kirstine Bille.
For nuværende udgøres bestyrelsen af tre politikere fra hver kommune samt to medarbejderrepræsentanter. En sammensætning, som Syddjurs borgmesteren gerne ser udvidet.
"Men jeg synes, tiden er moden til at diskutere en udvidelse af bestyrelsen med repræsentanter udefra med særlige kompetencer til at supplere. Her tænker jeg især på markedsføring, som Djurs Mad I/S måske ikke er allerbedst til."
På det kommende Økonomiudvalgsmøde skal udvalget diskutere et oplæg til såkaldte ejerstrategier udarbejdet af embedsmændene for en række af de selskaber, som Syddjurs Kommune er involveret i.

Her vil det også være naturligt at forholde sig til bestyrelsens sammensætning.