Bliv gift under åben himmel
Biskopperne er enige om, at det skal være nemmere at blive gift uden for kirken
Lige siden June og Peter Belli blev gift i Betlehem-skoven ved Høje Sandbjerg i Nordsjælland 9. august 1967 i Ungdomsoprørets tid har diskussionen om vielser uden for det traditionelle kirkerum poppet op i ny og næ.
Forleden var landets biskopper samlet til møde i Haderslev, og bordet rundt var der enighed om, at det skal være nemmere for danskerne at blive gift ude i skoven, i haven eller et andet sted, hvor brudeparret har særlig tilknytning til.
Grundlæggende gælder følgende retningslinier for gudstjenester uden for kirkens rum:
- Biskopperne er enige om at fastholde kirkerummet som det naturlige sted for en folkekirkelig vielse, fordi kirkerummet med alter, døbefont og prædikestol sætter ægteskabet og den ægteskabelige kærlighed ind i et bredere kirkeligt og folkeligt perspektiv. I kirken er vilkårene ens for alle, og kirkerummet giver optimale muligheder for salmesang og musik i forbindelse med vielsen/velsignelsen.
- Biskopperne er imidlertid indstillet på, i en forsøgsperiode på to år, at imødekomme brudepars ønske om vielse på et sted, de har en særlig tilknytning til, såfremt brudeparret og præsten er enige herom.
- Ved et folkekirkeligt bryllup forkyndes evangeliet, og derfor skal præsten kunne godkende vielsesstedet.
Biskopperne vil i et brev til præsterne angive, hvilke ydre forhold man her især bør være opmærksom på.
I forsøgsperioden anvendes det samme vielsesritual som i kirken.
Meningsfuldt
Det er de mange friluftsgudstjenester, som i forvejen afholdes for eksempel Kristi Himmelfartsdag og 2. pinsedag, der har overbevist biskopperne om, "at det kan være meningsfuldt at holde gudstjeneste uden for kirkens rum under forudsætning af, at en sådan gudstjeneste tilrettelægges således, at rammerne understøtter indholdet," som det formuleres i en fælles pressemeddelelse efter bispemødet.