Stjernefrø på musikalsk tidsrejse
Shanghai Akademiet fejrede ti års jubilæum med et musikhistorisk show på KulturHotellet i Rønde
En overdimensioneret båndoptager på scenekanten snurrer og når spolingen stopper, går et nyt nummer i gang. Musikken slår takten an og dansere og sangere myldrer frem på det store scenegulv. Hvert nummer med nye rytmer, kostymer og koregrafi i en musikhistoriske rejse spændende fra Mozart og vadmelsfolkklore over 30'er Cabaret stemning, 60'er Beatlemania og 70'er disco til dagens technorytmer.
Teaterkoncerten med det jubilerende Shanghai Akademi hed ”Båndet – tid, rum, lyd” og den spolende båndoptager var den røde tråd i årets forestilling, som havde musikkens mange tidsspecifikke udtryk som sit overordnede tema.
Og endnu engang måtte publikum ved fem velbesøgte forestillinger på KulturHotellet i Rønde overgive sig til de unge show-talenters smittende engagement og forrygende lyst til at performe med både glimt i øjet og stor koncentration.
Niveauet er højt
Det er i år ti år siden at engagerede voksne i ungdomsskolen på Mols og Ebeltoft første gang samlede unge med lyst til a spille og synge til en egentlig showtræning og tog en tur til Shanghai i Kina for at optræde.
Deraf navnet på den talentlinie, som udviklede sig videre også i Syddjurs regi og nu drives i et samarbejde mellem Syddjurs Musikskole og Syddjurs Ungdomsskole.
Der stilles professionelle krav til de unge, som optages efter auditions, og det har givet mange unge et indblik i, hvad der kræves for at forfølge en drøm om at blive musiker, sanger eller danser.
Niveauet i Shanghai Akademiet er højt og de unge udvikler sig meget i samarbejdet med dygtige og engagerede lærere.
De dygtigste elever fortsætter i det konservatorieforberedende forløb MGU, og de ganske få når frem til en konservatorieuddannelse eller får udlevet drømmen som professionelle rockmusikere.
Talentet folder sig ud
Til premieren på årets teaterkoncert så man således også en rigtig Shanghai-unge, guitaristen og saxofonisten Morten Bytofte, som har været med i otte af Shanghai Akademiets ti år og i dag er elev på Det Jyske Musikkonservatorium.
”Jeg synes de gjorde det rigtig godt. Jeg er meget imponeret over kvaliteten i forestillingen og den måde de har skruet show'et sammen på. Det var fint at se hvordan, man have fået trukket det klassiske ensemble meget mere ind i forestillingen,” mente Morten Bytofte, som sidste år endnu stod på scenen som den rutinerede styrmand i bandet.
Men for de gamle som rejser videre, står der nye talenter klar. Det har været vilkåret for Shanghai Akademiet gennem alle ti år, og nye musikere, sangere og dansere vokser til og dygtiggør sig gennem vinterens arbejde.
Alt dette folder sig ud til den årlige forestilling sidst i maj og så kan man bare sidde og sige wauhh, når Buster Søren Marcussen i bandet viser star-quality som lead guitarist i en solo i bedste Hendrix-stil, eller når Tore Schmidt træder frem med en vokal med fylde og klang, som da han sang for i en medrivende version af Beatles sangen The Word fra 1965 med hele hippie-holdet på gulvet.
Som en stor familie
”Shanghai Akademiet er som en stor familie, hvor de gamle støtter de unge,” fortæller Marianne Vester fra Syddjurs Musikskole, som selv har to døtre med i ensemblet.
Glæden og forventningen ved at optræde lyser ud af de unge, som i år fik lov til at optræde i en scenografi, som tillod store optrin med kostymeskift mellem hvert nummer.
”Der er blevet arbejdet med at integrere musik, sang og dans endnu mere og vi har fået en kæmpehjælp fra forældrene med at få alt det praktiske til at køre,” siger ungdomsskolekonsulent og Shanghai veteran Gisli Thordarson, som var med til at starte talentlinien for ti år siden.
Både publikum og de unge optrædende fik sig en ordentlig en på opleveren i 2013. Der må have været tomt, da scenelyset blev slukket for sidste gang onsdag aften på KulturHotellet i Rønde – ikke mindst for de unge optrædende. Man kommer til at tænke på Kim Larsen og hans ”Om lidt blir her stille, om lidt er det forbi, fik du set det du ville, fik du hørt din melodi” ….
Bare rolig. Shanghai Akademiet er tilbage på KulturHotellet i 2014, og efter planen i en ny teatersal. Om lidt bliver der nemlig alt andet end stille, når håndværkere går i gang med at brække Hotellets gamle teatersal ned.