Vind eller forsvind for Hornslet
Med kun tre point efter otte spillerunder har rosenholmerne kniven for struben i fredagens kamp mod Sønderup/Suldrup IK Frem
"Det er vind eller forsvind i aften," lyder det fra Hornslets spillende cheftræner Thomas Gerberg forud for fredagens hjemmekamp mod Sønderup/Suldrup IK Frem.
Med kun tre point efter otte spillerunder er Hornslet agterlanterne i Serie 1, mens Sønderup/Suldrup IK Frem ligger næstsidst med 6 point sammen med Nørager med samme pointantal. Lige over ligger Kolind-Perstrup med 8 point.
"Med tre point mod Sønderup/Suldrup IK Frem er vi godt med igen. Et nederlag vil derimod betyde, at det bliver svært at klare frisag," indrømmer Thomas Gerberg, der fortsat må se bort fra den skadede Kim Petersen, men ellers kan stille i stærkeste opstilling.
"Spillerne har gjort det fremragende hidtil, og trods syv nederlag ud af otte mulige har vi været godt med i de fleste kampe, men vi scorer for få mål."
Tæt på sejr over Kristrup
Tirsdag leverede rosenholmerne en fin indsats mod topholdet Kristrup på hjemmebane.
Topholdet vandt beskedent 2-1 (0-0).
Pelle Pilgaard åbnede scoringen efter pausen på oplæg fra broderen Magnus, men bare to minutter senere udlignede Kristrup, da den tidligere superligaspiller i Randers FC, Lars Larsen, sendte et hårdt og præcist frispark ind i hovedet på en medspiller, der pandede bolden i kassen bag Lars Andersen i Hornslets mål.
På dette tidspunkt var Kristrups målmand ellers ude i ti minutter med gult kort.
Fem minutter før tid scorede topholdet sejrsmålet.
"Vi var godt med og havde fortjent mindst det ene point, men som Kristrups Lars Larsen sagde til mig bagefter: "Det er topholdets lod at have heldet"," fortæller Thomas Gerberg, der sparede den tårnhøje angriber Klaus Randers i opgøret.
"Klaus Randers døjer med sit knæ, og derfor valgte vi at holde ham på bænken, så han i stedet kan gøre en forskel mod Sønderup/Suldrup IK Frem."
Fredagens kamp begynder klokken 19 og dømmes af Danny Kirkegaard Pedersen med Bo Rasmussen og Jan Hansen på linjerne.