Fortsæt til indhold

V gør klar til kamp i Norddjurs

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

"Man må sige, at Venstres bagland i Norddjurs ikke har ligget på den lade side i dette forår.
Medens partier og lister kæmper en hård kamp for at motivere folk til at kandidere til det forestående kommunalvalg, har Venstre ikke de samme udfordringer.
De tre partiforeninger har til dato formået at få hele 24 kandidater i alle aldre og fra brede kredse af kommunen til at stille op.
Partierne kan opstille fire kandidater mere end der er pladser i kommunalbestyrelsen, så Venstre har "kun" syv pladser mere at gøre godt med, før den røde lampe lyser.
Spørgsmålet er så, om Venstre kan revanchere valgnederlaget fra 2009, hvor partiet blot opnåede 22,4 procent af stemmerne, mistede fire mandater, og havde langt op til valgets store topscorer, Socialdemokratiet, 38,4 procent af stemmerne.
Siden 2009 har Venstre sagt farvel til Jens Meilvang, der er gået til Liberal Alliance, hvor han som spidskandidat nu skal forsøge at gøre sit gamle parti rangen stridig.
Meilvang var på skalaen for personlige stemmer Venstres næstbedste ved kommunalvalget i 2009.
De landspolitiske vinde blæser Venstres vej i øjeblikket, mens Socialdemokratiet er ved at blæse helt omkuld sammen med SF.
Holder tendensen sommeren over, vil den også slå igennem lokalt i en eller anden målestok.. SFs nyligt afholdte landsmøde afslørede således, at partiet ikke nærer nogen form på tro på, at jubel-valget fra 2009 kan gentages.
Norddjurs borgmester Jan Petersen og hans socialdemokrater holdt opstillingsmøde 15. maj i Vivild. Forhåndsmeldingerne lyder på, at 17 kandidater havde sagt ja til at stille op. Der kom tre mere til på aftenen.
Socialdemokratiet har hidtil valgt at bruge krudtet på den daglige politik sammen med støtterne, SF og Dansk Folkeparti, men der er ingen tvivl om, at de landspolitiske vinde fra Christiansborg bekymrer partiet i Norddjurs.
Trods en sikker kurs og styring af kommunen i de snart fire år, som Jan Petersen har regeret, har Venstre ikke opgivet ævred.
Partiet har en slagplan klar, og det er et godt signal at kunne mobilisere 24 kandidater og måske flere.
Afgørende bliver kombinationen af de landspolitiske vinde og en valgkamp i offensiven.
Venstre skal være i teten fra start, når det går løs for alvor efter sommerferien for at overbevise vælgerne om, at der er et alternativ i Norddjurs."