60.000 krammebamser skal trøste de yngste patienter
Fredag får Greve Privathospital et helt ladfuld krammebamser af TrygFonden
Når børn bliver indlagt på hospitalet, bliver mange utrygge og bange, men en blød krammebamse kan gøre en forskel. TrygFonden uddeler derfor 60.000 krammebamser til sygehuse, hospitaler og specialklinikker over hele landet.
På Greve Privathospital betyder det, at en stor lastbil fredag kommer forbi og afleverer 240 bløde isbjørnebamser, som de kommende år vil blive delt gratis ud til små børn, som skal i narkose. Bamsernes opgave er at skabe god kontakt mellem børn og personale og hjælpe børnene igennem det ubehagelige, der skal ske.
Bamserne hedder Theo og Thea og får ligesom barnet et armbånd med sit navn om håndleddet. På den måde har barnet en ven at dele oplevelsen med, og barnet og bamsen er indlagt sammen. Bamsen er heller ikke bange for hverken plaster eller en nål i poten, og det er med til at afmystificere behandlingen.
Siden 2007 har TrygFonden uddelt i alt knap 340.000 bamser til hospitaler og specialklinikker, og Mette Meldgaard, områdechef for sundhed i TrygFonden fortæller, at både børn, forældre og personale er begejstrede for bamserne.
"Det er fantastisk, at en lille bamse gør så stor en forskel for børnene, når de skal indlægges, og mange forældre oplever, at børnene føler sig mere trygge, når de kan dele oplevelsen med krammebamsen. Personalet får samtidig nemmere ved at vinde børnenes tillid og få dem til at slappe af. Nogle afdelinger melder endda om, at der er behov for mindre beroligende medicin inden narkosen, når barnet får en bamse," fortæller Mette Meldgaard.