Det er fortsat Hammer Hammer Fedt hos liste C
Norddjurs Konservative har nu formelt peget på nuværende kommunalbestyrelsesmedlem Benny Hammer som partiets spidskandidat
Man skal ikke være spindoctor for at kunne konstatere, at succes for Norddjurs Konservative ved det forestående kommunalvalg 19. november 2013 i høj grad afhænger af Benny Hammer.
Derfor var det også kun en formalitet, at Benny Hammer på sidste uges kombinerede generalforsamling og opstillingsmøde enstemmigt blev valgt som spids- og borgmesterkandidat igen-igen. En position som han også har haft i både 2005 og 2009 og før da i den tidligere Nørre Djurs Kommune.
Benny Hammer, 53, har siden 1995 været ejer og leder af Skovplanteskolen Holmegaard i Ørum.
521 personlige stemmer
Det Konservative Folkeparti hentede 4,8 procent af stemmerne ved valget i 2009.
I faktuelle tal var det 935 stemmer - de 521 krydsede direkte ud for Benny Hammers navn på listen, der indeholdt syv kandidater som ikke var i nærheden af et mandat.
Socialkonservativ
Benny Hammer tilhører den socialkonservative fløj i partiet .
Det kom til udtryk i følgende statements, som han formulerede forud for kommunalvalget i 2009:
Der skal være plads til alle. Samtidig er det vigtigt for mig, at man selv har ansvaret for sit eget liv.
Vi skal også behandle vore flygtninge anstændigt! De skal have de vilkår, vi selv gerne ville have, hvis vi var i samme situation.
Derfor vil jeg også helst samarbejde udenom Dansk Folkeparti – uanset bogstavkombinationen.
Nyt opstillingsmøde
Norddjurs Konservative holder endnu et opstillingsmøde senere for at få kandidatlisten gjort komplet.
Partiforeningen forventer at kunne opstille 8-9 kandidater.