Grenaa Havn får pris for store tanker
Grenaa Havn A/S har modtaget DI Randers-Norddjurs' InitiativPris 2013.
”Det er en stor ære at modtage prisen,” siger adm. direktør Henning Laursen fra Grenaa Havn. ”Det er resultatet af hårdt arbejde fra alle medarbejdere på havnen, der har løftet i flok. Og så – naturligvis – at både havnens bestyrelse og ejer, Norddjurs Kommune, gennem årene har været ambitiøse og har turdet satse på udvikling i stedet for afvikling.”
”Vi har valgt Grenaa Havn som modtager af prisen for evnen til at tænke stort, og for deres virkelyst og kreativitet,” siger formanden for DI Randers-Norddjurs, direktør Søren Fischer fra Randers Tandhjulsfabrik. ”Det kræver en plan, hvis man vil nå nye mål, og det er lykkedes for Grenaa Havn. Tænk blot på den store udvidelse af havnen mod nord og evnen til at tiltrække statsmidler til en omfartsvej. Senest er Grenaa Havn i forbindelse med trafikforliget også blevet udvalgt som en af fire jyske havne, der skal være udskibningshavne for vindmøller.”
Borgmester Jan Petersen supplerer: ”Grenaa Havn er Norddjurslands stærkeste kort, når det gælder fastholdelse og udvikling af et positivt erhvervsklima samt at tiltrække nye virksomheder til området.”
En projektgruppe med repræsentanter for Grenaa Havn A/S, Norddjurs Kommune og Region Midtjylland har i halvandet år arbejdet med Masterplan 2030, der offentliggøres i begyndelsen af juni.
Planen skal danne rammer for det kommende planarbejde i Norddjurs Kommune samt synliggøre de potentialer og fordele, større, pladskrævende industrivirksomheder kan indfri i Grenaa.
Den regionale vinder går nu videre i kampen om DI's nationale InitiativPris.