Fortsæt til indhold

Pistolmand stak af med halskæde til 14.000

Samfund
Jacob Nielsen

En guldsmed på gågaden Bjergegade i Helsingør var onsdag udsat for et frækt tricktyveri kort før lukketid. Det oplyser Nordsjællands Politi.
Ved 17-tiden kom to unge mænd ind i butikken og fik forevist en guldhalskæde til knap 14.000 kroner. Da den ene af de unge mænd fik halskæden i hånden, vendte han sig om mod butikkens dør. Her kom en tredje person samtidig ind i butikken, hev halskæden ud af hånden på ham og løb fra stedet. To af butikkens ansatte løb efter manden med halskæden, som ifølge vidnerne flere gange holdt en pistol op i luften under flugten.
Da han var ved at blive indhentet, kastede han halskæden fra sig og forsvandt. Butikkens personale fandt halskæden, mens en patrulje blev sendt til stedet. Betjentene valgte at anholde de to oprindelige "kunder", da man havde mistanke om, at de samarbejdede med den tredje person.
De to mænd, som begge er bosiddende i Helsingør, blev indbragt til Helsingør Politigård, hvor de blev afhørt, sigtet for medvirken til tyveri og derefter løsladt.
Manden som løb fra stedet er stadig på fri fod. Han beskrives som: Mand, cirka 18 år gammel, 165 centimeter høj, iført mørkt tøj og hættetrøje.
Oplysninger i sagen kan gives til Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4.