Fortsæt til indhold

Mindre støv fra Novopan

Syddjurs Kommunes næststørste virksomhed har investeret 23 mio. kroner i et nyt vådelektrofilter, der skal begrænse udledningen af støv

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Statsforvaltningen Midtdjylland, der fører tilsynet med kommunalbestyrelserne i Region Midtdjylland, har været ude med riven efter Syddjurs Kommune, fordi kommunen efter Statsforvaltningens opfattelse ikke har levet op til sin tilsynspligt efter miljøbeskyttelsesloven med Novopan Træindustri A/S.
Det gav anledning til en længere føljeton i byrådssalen og intern holmgang i SF, hvor partiforeningen og borgmester Kirstine Bille (SF) ikke havde afstemt, hvad der skulle være holdningen til miljøproblemerne på kommunens næststørste virksomhed.

Første etape gennemført

Byrådet har vedtaget en handleplan for, hvordan miljøproblemerne på Novopan skal løses i forskellige tempi, og den har virksomheden forpligtet sig til at leve op til.
I sidste uge kunne Novopan og politikere i foreningen sætte flueben ud for første etape af handlingsplanen, som bevis på, at det nye vådelektrofilter nu er taget i brug og fungerer efter hensigten.
Filtret skal forhindre, at udledningen af støv fra kraftvarmecentralen, der har ligget markant over den tilladte grænseværdi i perioden 2007 til 2011, nu bliver væsentligt formindsket.
"Der er investeret 23 mio. kroner i løsningen, der opkobler kraftvarmecentralen til vådelektrofilteret," kunne Anders Skov Madsen, teknisk chef på Novopan, fortælle, da filtret formelt blev indviet i sidste uge af formanden for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø, Carsten Bech (B).

Politisk opbakning

Carsten Bech har fuld tillid til, at Novopan også lever op til de kommende etaper i handlingsplanen, der blandt andet også indbefatter et nyt tørreri.
“Jeg vil rose Novopans ledelse for at have været særdeles forstående og konstruktive. Vi har fornemmet en klar vilje til at få løst miljøproblemerne,” siger Carsten Bech, der ikke tøver med at tilføje: “Vi er kommet meget tættere på Novopan i den proces, der er gået forud, og har fået et stort indblik i virksomhedens arbejde.”
Anders Skov Madsen forventer, at Novopan vil have investeret sammenlagt et par hundrede millioner kroner, når alle flueben er sat ud for de enkelte etaper i handlingsplan.

Klassisk dilemma

Også Socialdemokratiets Niels Viderø var med på sidelinjen, da det ny filter blev indviet. Han synger dog ikke på samme måde højt om Novopans fortræffeligheder som Carsten Bech.
“Det her er jo lidt den klassiske konflikt mellem arbejdspladser og miljø, og der er jo ingen tvivl i byrådet om, hvad der kommer først,” siger Niels Viderø.
“Man kan have den opfattelse, at virksomheden har været lidt fodslæbende i forhold til at gøre noget ved problemerne. Det har jeg imidlertid svært ved at bedømme, men jeg må vælge at tro på, at hvis den handlingsplan, som vi har vedtaget, bliver ført ud livet, vil det også afhjælpe problemerne med for meget udledning af støv og andre miljøproblemer.”