Fortsæt til indhold

Jubilerende Lions Club åbner pengeposen

Lions Club Rønde fylder 40 år og indkalder ansøgninger til donationer

Samfund
Af Martin Schultz

Når sommeren går på hæld har Lions Club Rønde 40 års jubilæum og vi i den anledning donere en pæn pose penge til personer, foreninger og organisationer i lokalområdet.
”Vi har sørget for at vi har et større beløb end ellers at gøre godt med,” siger Carsten Skivild fra Lions Club Rønde og opfordrer interesserede ansøgere til at få sendt deres ansøgninger til ham inden 30. juni.
”Vi vil gerne støtte projekter med det vi kalder sociale formål i bred forstand,” siger Carsten Skivild. Han er med i det udvalg, som skal bestemme, hvem der modtager donationer, når Lions Club Rønde holder deres jubilæumsreception i Egegård i Rønde lørdag 7. september.
Klubben forventes at støtte projekter, som hører hjemme i den tidligere Rønde Kommune.

Godt tyve medlemmer

Lions Club Rønde er en af de meget synlige velgørende organisationer i lokalområdet.
Ikke mindst i julemåneden er herrerne fra Lions særdeles aktive, når de i weekenderne ruller deres pølsevogn frem foran SuperBest og sælger juletræer til byens borgere. Klubben udgiver også byens julemærke og sikrer sig ellers indtægter ved blandt andet at deltage i det store fælles projekt blandt de djurslandske Lionsklubber, Djurs Kræmmerland, og ved at afholde et kræmmermarked i Rønde sidst i juni.
Desuden er klubbens godt tyve medlemmer aktive ved andre lejligheder, hvor de kan tjene de penge, som ubeskåret går tilbage til oftest lokale formål lige fora ungdomsaktiviteter, julekurve til værdigt trængende eller pensionistunderholdning på Hotellet.

Forbereder et skrift

Lions Club Rønde har set frem til jubilæet og har sørget for at der er ekstra midler at gøre godt med i jubilæumsåret.
Det kan blandt andet elev i 2. g på Egaa Gymnasium, Ann Vangaard fra Ugelbølle, nyde godt af. Hun rejser 28. juni i fire uger til Australien på et Lions udvekslingsprojekt med rejse, camp og lommepenge betalt af Lions Club Rønde, mens den lokale australske klub sørger for det tre uger lange ophold i et privat hjem i Adelaide.
Arkitekt Knud Simonsen, Ugelbølle, er Lions Club Røndes kommende præsident i jubilæumsåret 2013/2014. Han har ved flere lejligheder i romanform vist, at han besidder en særdeles anerkendt poetisk åre.
Knud Simonsen har lovet at præsentere et lille skrift om Lions Club Røndes historie i forbindelse med jubilæumsfestlighederne i september.