Fortsæt til indhold

Kan sambafodbolden tage over efter Hessel Fodboldkostskole?

Når Hessel Fodboldkostskole ved Grenaa lukker ned for stedse til sommerferien, bliver det Brazil Football College, der skal tage over med et eksotisk fodboldprojekt

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Hessel Fodkostskole lukker og slukker til sommerferien, og i stedet tager Viden Djurs over med Brazil Football College fra det kommende skoleårs start.
Sammen med FC Djursland inviterer Viden Djurs alle unge fodboldspillere i alderskategorierne U15 og U17 til et træningspas på Grenaa Stadion torsdag 6. juni.
Efter halvanden times træning er der fælles komsammen indendørs, hvor Søren Hansen, innovationschef hos Viden Djurs og projektleder for Brazil Football College, vil orientere om mulighederne for at kombinere seriøs fodboldtræning med at tage en ungdomsuddannelse hos Viden Djurs.
Træningspasset begynder klokken 17, og der er afsat halvanden time til at træne efter brasilianske normer og holdninger til fodbold, hvor det handler mere om Copacabana end Bønnerup Strand.

Flytter fra Rønde til Grenaa

Viden Djurs startede Brazil Football College ved dette skoleårs begyndelse på afdelingen i Rønde med 17 unge, der har kombineret træning og en treårig HHX-gymnasieuddannelse
Repræsentanter for eventbureauet Golasso, der har speciale i brasiliansk fodbold, og drives af dansk-brasilianeren Aroldo Strack som har spillet på dansk divisionsplan i blandt andet Brønshøj, har stået for de ugentlige træninger og sammensat træningsprogrammerne.
Da bestyrelsen i Hessel Fodboldkostskole, der har været en fast del af Grenaa siden 1994, måtte erkende, at der på grund af svigtende elevtal ikke længere var basis for at drive efterskolen og college videre, fik Viden Djurs tilbudt at tage over.
Derfor besluttede Viden Djurs' ledelse at flytte Brazil Football College til Grenaa og Hedebo Centret, som Viden Djurs nu overtager efter Hessel Fodboldkostskole på samme lejebetingelser - efter aftale med Norddjurs Kommune.

FC Djursland har stor interesse i projektet

FC Djursland, der lige nu kandiderer kraftigt til oprykning til 2. division og ligeledes har et U19 mandskab, er af indlysende årsager interesseret i, at Brazil Football College kan tage over, hvor Hessel Fodboldkostskole slipper.
Hele 11 af de spillere, der i lørdags spillede på FC Djurslands Danmarksseriehold mod AaB, er enten nuværende eller tidligere elever på Hessel Fodboldkostskole, hvor de har fået bygget mange timer på deres fodboldopdragelse og fået et forhold til Grenaa og FC Djursland, som har gjort, at de efter endt uddannelse er fortsat med at spille hos FC Djursland.
Det gælder spillere som: Søren Winther, Michael Pedersen, Malte Kastrup, Jonas Jakobsen, Morten Hjorth, Joachim Gotfred, Simon "KB" Christensen, Kasper "KP" Petersen, Kristian Gertsen, Emil Mortensen og Daniel Højland Nielsen.
Kun målmand Lasse Pedersen, midtstopper Martin Møller og angriber Kristian Kaagh har aldrig sat deres ben på Hessel Fodboldkostskole.
Det er derfor indlysende, at FC Djurslands fodboldmæssige fremgang og sportslige ambitioner i høj grad har rod i fodbolduddannelsen på Hessel, og at det vil være en helt ny udfordring for fodboldoverbygningen, hvis det brasilianske fodboldkoncept tiltrækker unge, der nok er tiltrukket af den brasilianske tilgang til spillet, men ikke kan overføre evnerne til en dansk fodboldvirkelighed på tilpas højt niveau og dermed bidrage til fødekæden i FC Djursland.