Hessel Fodboldkostskole går igen efter guldet
Fodboldkostskolen ved Grenaa synger på sidste vers, men de unge fodboldspillere er indstillet på at slutte af med manér
Hessel Fodboldkostskole har stolte traditioner at forsvare i den landsdækkende skoleturnering, Skoleligaen. I både 2009 og 2012 kom Hessel Fodboldkostskole således helt til tops, og nu er muligheden der igen.
Grenaa-drengene har spillet sig frem til finalestævnet i Fredercia tirsdag 28. maj. Det skete med en 2-0 sejr i kvartfinalen over Idrætsefterskolen Lægården.
"Vi spillede nok vores bedste kamp mod Lægården, og jeg synes, vi vandt fuldt fortjent. Det er en drøm for os, at det lykkedes at komme til finalestævnet, og nok også lidt uventet. Og så er det jo også den perfekte måde at afslutte et godt skoleår på," siger Hessels anfører Jannik Unger, der kommer fra Bornholm.
Møder Tirstrup
Til finalestævnet spiller Hessel Fodboldkostskole først semifinale mod lokalrivalerne fra Tirstrup Idrætsefterskole. Herefter mødes vinderne af de to semifinaler i finalen – mens taberne må dyste om bronzemedaljen.
Finalestævnet tjener som en sjov afslutning på skoleåret for drengene, der kommer fra alle egne af landet.
Desuden er finalestævnet en slags 'sidste nat med kliken', fordi Hessel Fodboldkostskole lukker og slukker, når skoleåret afsluttes sidst i juni.
Hessel Fodboldkostskole lukker simpelthen helt ned, og i stedet bliver det fremover Viden Djurs som med sit Brasilian Football koncept skal give unge fra hele landet mulighed for at kombinere seriøs fodboldtræning, ungdomsuddannelse og et efterskoleophold
Hessel Fodboldkostskole har eksisteret siden 1994, men i takt med, at konkurrencen om unge menneskers gunst i forhold til at komme på fodboldefterskole er taget væsentligt til, er der ikke længere basis for sikre en sund økonomi til at drive fodboldefterskolen i Grenaa videre.