Fortsæt til indhold

"Korthuset vælter ikke, hvis oprykningen kikser"

To sejre i de to sidste kampe, så står den på 2. division efter sommerferien for FC Djursland på Grenaa Stadion, men for direktør Karsten Eland er det ikke alt eller intet

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Lørdag eftermiddag løber FC Djursland på banen til sæsonens næstsidste kamp i Danmarksserien. Den foregår på Søholt Idrætsanlæg i Silkeborg, hvor hjemmeholdet tager imod.
FC Djursland kan med sejre i sæsonens to sidste kampe mod Silkeborg og Aalborg Freja (hjemme) være sikker på oprykning til 2. division. Pointtab derimod gør, at overbygningsholdet skal hænge sin hat på andres resultater.
Lørdagens kamp i Silkeborg ligner på papiret en ren walk over. Hjemmeholdet er Danmarksseriens bundprop med sølle 7 point i 24 kampe og kun en sejr, men som FC Djurslands cheftræner Anders Bjerre har noteret, er Silkeborg ikke bare en typisk bundprop.
Resultaterne viser da også, at Silkeborg ikke just har fået bøllebank i sæsonens løb. Holdets indtil videre største nederlag kom allerede i 3. spillerunde, hvor Lindholm vandt 4-0.
Selv vandt FC Djursland hjemmekampen mod Silkeborg i efteråret med 3-0.

Direktøren lægger ikke pres på

FC Djurslands direktør Karsten Eland understreger at skulle FC Djursland misse oprykningen, får det ikke overbygningen til at vælte.
"Selvfølgelig håber vi på, at vi rykker op i 2. division, men det er ikke alt eller intet," siger Karsten Eland.
"Vi er parate til 2. division både sportsligt og organisatorisk, hvis det kommer såvidt. Det er klart, at det er forbundet med større udgifter og større krav generelt at blive divisionshold, men det kan vi tackle," lover direktøren.
Om der så også skal kontrakter på bordet, hvis oprykningen kommer i hus, vil Eland ikke forholde sig til på nuværende tidspunkt.
"Det tager vi stilling til, når vi kender det endelige resultat. Vores økonomi er blevet bedre, fordi vi har kørt en stram udgiftsstyring og øget vores sponsorindtægter på trods af lavkonjunktur, men om vi skal gå skridtet videre og snakke kontrakter er det ikke aktuelt at diskutere på nuværende tidspunkt.

Konrad erstatter Emil Mortensen

FC Djursland har en enkelt ændring i truppen til lørdagens kamp. Angriberen Sebastian Konrad, der har været nede for at få kamptræning på Kolind-Perstrups førstehold i Serie 1, er tilbage i truppen efter to kampes fravær på bekostning af kantspilleren Emil Mortensen.
Kampen i Silkeborg starter klokken 14 og har den tidligere superligadommer Jørn West Larsen som dommerudvikler.