Fortsæt til indhold

Lokal SF'er i top 5

Rutinerede Eigil Holm Nielsen, Knebel, får plads nummer 5 på SFs kandidatliste til Regionsrådsvalget

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Eigil Holm Nielsen, Knebel, vejrer morgenluft efter, at urafstemningen i SF Region Midtjylland om de øverste pladser på partiets kandidatliste har givet ham en femteplads på listen lige efter de fire af de nuværende seks regionsrådsmedlemmer, der genopstiller.
"SF har seks pladser i Regionsrådet, så en femteplads giver gode chancer for valg," mener Eigil Holm Nielsen, der repræsenterer SF på hele Djursland ved valget.
Syddjurs har ikke haft medlemmer af Regionsrådet endnu, og Djursland har kun haft en repræsentant, Gert Schou, Grenaa, i sidste periode og han genopstiller ikke.
"Femtepladsen giver jo også et ansvar for at sætte sig ind i alle de områder, hvor Regionen er bestemmende, og derfor er jeg meget interesseret i at blive kontaktet af personalegrupper eller folk der har oplevelser med Regionens virkeområder," siger Eigil Holm Nielsen.
"Sygehusområdet, er jo langt det største område, Regionen har ansvaret for, og det er min opfattelse, at både Randers og Skejby Sygehuse er Djurslands nærsygehuse," understreger han.